Troværdighed: Landmænd ligger i smørhullet blandt hjemmehjælpere, buschauffører og revisorer

Når det drejer sig om troværdighed, ligger landmænd i midten. Et stykke op til det sundhedsfaglige frontpersonale og langt foran bilforhandlere og politikere.

Pænt uden at være prangende. Det må vist være betegnelsen, man kan hæfte på den placering, som landmænd har i en ny, endnu ikke offentliggjort, troværdighedsanalyse.

Det er kommunikationsbureauet Radius, som har givet os lov til at smugkigge deres troværdighedstal for landmænd. På skalaen fra 1-5, hvor 1 er meget lav troværdighed og 5 er meget høj troværdighed, ligger landmænd i år på 3,35. Sidste år var tallet 3,28, og fremgangen på 0,07 er statistisk sikker. Oversat til dansk betyder det, at der ikke er tale om talmæssige tilfældigheder, men at det er hug, stik og nagelfast, at landmænd er blevet mere troværdige i befolkningens øjne siden sidst.

I oversigten har landmændene kilet sig ind på midten af listen i sleskab med buschauffører, revisorer, hjemmehjælpere og advokater. Godt og trygt på en 16. plads i midterfeltet af 26 respektable professioner.

Mest og mindst

Ganske vist er der et stykke op til de fagpersoner, der bogstaveligt har vores liv i hænderne. Jordemødre, sygeplejersker og læger er heldigvis blandt de absolutte topscorere og ligger der, hvor jyder vil sige, at det ikke er så ringe endda.

Der er også et godt stykke ned til bundproppen, som igen i år er politikere, der ligger endnu lavere end bilforhandlere og... journalister.

Det er 13. år i træk, at Radius analyserer, hvordan et repræsentativt udsnit af danskerne vurderer 26 udvalgte faggruppens troværdighed. Undersøgelsen er gennemført 12.-19. oktober og 2.049 er blevet spurgt.

Ikke image

Det er vigtigt at notere, at troværdighed er noget andet end image. Analysen siger ingenting om, hvor populære landmænd er i klassen.

Tallet er alene udtryk for, at landmænd i befolkningens øjne udfører deres arbejde - at drive landbrug og passe dyr og marker - på en troværdig måde. Troværdighed og image udelukker på den anden side heller ikke hinanden - det er bare ikke det, som analysen fortæller noget om.

Kigger man lidt ud over markskellet til de andre professioner, betyder troværdighedsanalysen, at de fleste nok i virkeligheden hellere vil købe en brugt bil af en sygeplejerske end af en bilforhandler. Og at hverken politikere eller journalister, der hiver i hver sin ende af sandheden, nyder den helt store respekt i befolkningen.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle