Troværdighedsanalysen 2020: Tilliden til landmænd er usvækket

Efter at have stået i stampe i ni år er politikernes troværdighed vokset markant i 2020. Det viser den årlige troværdighedsanalyse, som Radius CPH netop har gennemført for 12. år i træk. Foruden politikere figurerer 25 andre faggrupper i analysen. Jordemødre, læger og sygeplejersker ligger fortsat i top. Og landmændene - ja, de ligger solidt i midten som de plejer.

Er der noget, som buschauffører, revisorer, og hjemmehjælpere har til fælles med landmænd, ud over at de alle er respektable erhverv, så er det, at de stort set scorer det samme på den troværdighedsskala, der netop er offentliggjort.

Sammen med pædagoger og håndværkere deler de midterbanen i analysen fra kommunikationsbureauet Radius Cph, der for 12. år i træk offentliggør hvordan et repræsentativt udsnit af danskerne vurderer 26 udvalgte faggruppers troværdighed på en skala fra 1-5, hvor 1 er meget lav troværdighed og 5 er meget høj troværdighed.

I år scorer landmænd karakteren 3,28 eller præcis det samme som hjemmehjælpere. I virkeligheden er der tale om en ganske svag tilbagegang fra sidste år, hvor karakteren lå på 3,34 - det højeste i de otte år, som landmænd har været med i analysen. Tilbagegangen er dog ikke statistisk sikker, så det er rimeligt at konkludere, at landmændenes troværdighed er uændret i befolkningens øjne.

De 3,28 giver en 16. plads på listen, der toppes af jordemødre, læger, sygeplejerskere og politibetjente. Kort sagt de erhverv, som bogstaveligt har vores liv i deres hænder.  I bunden finder man job som ejendomsmæglere, bilforhandlere, politikere - og journalister.

Det er vigtigt at notere sig, at troværdighed ikke er det samme som image. Analysen siger altså ingenting om, hvor vidt landmænd er populære eller ej.

Tallet er alene udtryk for, at landmænd i befolkningens øjne udfører deres arbejde - at drive landbrug og passe dyr og marker - på en troværdig måde. Troværdighed og image udelukker på den anden side heller ikke hinanden - det er bare ikke det, som analysen fortæller noget om.

Politikeres troværdighed steget

Men det er ikke hele historien. For bundplaceringen til trods er der sket en bemærkelsesværdig positiv udvikling i politikernes troværdighed siden sidste års måling. Faktisk er den steget med 10 procent i forhold til analysen fra 2019. Det er første gang siden 2011, at politikernes troværdighed er så høj.

Og det er gode nyheder forud for det nye folketingsår, som starter tirsdag, vurderer Nicolaj Taudorf Andersen, seniorpartner og bestyrelsesformand i Radius CPH.

"Vores analyse bekræfter, hvad en række andre undersøgelser også har vist det seneste halve år: Politikernes troværdighed er vokset under Corona-krisen, fordi danskerne grundlæggende mener, at man fra politisk side har håndteret Corona-krisen godt. Jeg tror, det hænger sammen med situationens alvor, som for en stund satte den vante politiske samtale, ja selv partipolitiske skel, på pause. Der blev kommunikeret og handlet klart, tydeligt og med menneskelig appel, og vi ved, at direkte kommunikation og kontakt til vælgerne har positiv indvirkning på troværdigheden. Udviklingen må siges at være et godt udgangspunkt for et nyt folketingsår."

Politikernes troværdighed var endnu højere i foråret

Selvom politikernes troværdighed er steget markant siden sidste år, så var politikernes troværdighed faktisk endnu højere i foråret under første bølge af COVID-19. Det viser en ikke tidligere offentliggjort rundspørge, som Radius CPH foretog i perioden 7.-18 maj 2020. Her var danskernes oplevelse af politikernes troværdighed 21 procent højere, end i målingen fra 2019.

Siden foråret er politikernes troværdighed altså dalet, selvom niveauet stadig er markant højere end sidste år.

"I foråret var vi jo vidne til reel undtagelsestilstand. Selvom vi står i anden bølge nu, så er situationen en anden, og tilstandene er mere normaliseret - også politisk. Kigger vi frem, vil især to faktorer være væsentlige for at fastholde momentum: Den ene er politikernes evne til at erkende fejl. Vi ved, at det har positiv indvirkning på troværdigheden. Og den anden handler om at følge sine løfter til dørs: I sidste ende handler troværdighed ikke om at imponere med vilde resultater, men om at vise, at man kan leve op til det, man lover," siger Nicolaj Taudorf Andersen.
 
     

Faktaboks

Om Troværdighedsanalysen

  • Troværdighedsanalysen er gennemført i perioden 7.-20. september 2020. 1000 danskere i alderen 18-75 år har deltaget i undersøgelsen, som er gennemført som en onlinebaseret spørgeskemaundersøgelse via Epinions Danmarkspanel. Spørgeskemaet er udsendt repræsentativt i forhold til alder, køn, region og uddannelse. Dataene er efterfølgende vægtet således, at undersøgelsen er fuldstændig repræsentativ i forhold køn, alder, region og uddannelse for den danske befolkning. Undersøgelsen inkluderer i år 26 faggrupper.
  • Den 7.-18. maj 2020 foretog Radius en særskilt undersøgelse af danskernes oplevelse af troværdighed under COVID-19. Her deltog 1011 danskere i alderen 18-75 år i undersøgelsen, som er gennemført som en onlinebaseret spørgeskemaundersøgelse via Epinions Danmarkspanel. Spørgeskemaet er også her udsendt repræsentativt i forhold til alder, køn, region og uddannelse. Dataene er efterfølgende vægtet således, at undersøgelsen er fuldstændig repræsentativ i forhold køn, alder, region og uddannelse for den danske befolkning. Resultaterne er ikke tidligere offentliggjort.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle