Trump sætter nye tariffer rettet mod Kina på standby

Efterveerne ramte tirsdag Chicagomajsen. Desuden indfører EU told på indonesisk biodiesel, men palmeolien stiger på fald i malaysiske lagre.

Mens Præsident Trump for blot to uger siden truede med at indføre 10 procent told på kinesiske varer for yderligere 300 mia. dollar, vendte han i går rundt på en tallerken, i kølvandet på hvad der angiveligt var en konstruktiv  telefonsamtale mellem USA’s og Kinas topforhandlere i går.

Hvad der egentligt har drevet den seneste uoverensstemmelse står uklart, men tilføjer blot endnu et kapitel til handelskrigen som har varet i over et år.

Forløbet taget i betragtning virker sandsynligheden for en handelsaftale på baggrund af den seneste udvikling lav, men udmeldingen om udskydelsen havde effekt på både aktiemarkedet og sojakomplekset.

Det skriver Jyske Markets.

Sojabønner og sojaskrå steg pænt og lukkede hhv. en og toprocent højere, i håb om at udskydelsen af de amerikanske toldtarifferne, igen kan få amerikanske landbrugsprodukter til at finde vej til det kinesiske marked.

Efterveer endte majsen ned

Efterveerne fra mandagens WASDE-rapport sad i går stadig i afgrødemarkedet, hvor sælgerne ikke helt var færdige med at afhænde deres positioner i majsen.

Det så vi en efterreaktion på, og det sendte majsen i Chicago ned med yderligere fire procent. Det betyder at december-terminen i Chicago majsen nu handler omkring niveauet 3,80 $ pr.bushel, der er et vigtigt støtteniveau.

Som vi også skrev i gårsdagens kommentar bør der fortsat tillægges en risikopræmie til majsen i Chicago, forløbet af sæsonen indtil videre taget i betragtning.

Skepsissen er også fortsat stor blandt de amerikanske landmænd om USDA’s estimater. Michael Cordonnier justerede tirsdag sine estimater for den amerikanske majsproduktion. Her sætter han forventningerne til høstarealer til 80,5 mio. acres mod USDA’s 82,0, ligesom han har et noget andet syn på udbytteestimaterne med 160 bushel pr. acre mod USDA’s 169,6 bushels pr.acre. Cordonnier udtaler at USDA’s estimater bliver svære at indfri.

Palmeolie stiger

I det vegetabilske oliemarked indførte EU i går tariffer på op til 18 procent på biodiesel fra Indonesien, som et modsvar til den indonesiske regering der påstås at give subsidier til producenter i landet. EU’s told på indonesisk biodiesel vedrører de typer der er fremstillet af vegetabilske olier, herunder palmeolie, og animalsk fedt, og kommer til at variere fra 8-18 procent.

Satserne markerer det foreløbige resultat af påstandene fra den europæiske biodieselindustri om, at den indonesiske regering yder konkurrenceforvridende hjælp til landets producenter, som udgør en trussel på de europæiske producenter. Toldmuren varer i første omgang fire måneder, men kan forlænges op til fem år.

Som gengældelse truer den indonesiske regering med at indføre told på europæisk importerede mejerivarer med toldsatser i samme størrelsesorden. Nyheden har dog begrænset indflydelse for prisudviklingen på palmeolien, primært fordi tarifferne på forhånd i en vis udstrækning var ventet.

Palmeolien fortsatte i går den seneste måneds optur og ramte det højeste niveau i 4 måneder på et overraskende fald i de malaysiske lagre for juli, på en stærk eksport. Vi fastholder vores positive syn på vegetabilsk olie.

Vi forventer denne udvikling vil smitte af på rapsfrøene, hvor der tilmed er en godfundamental case, grundet stramme europæiske forsyninger, på hvilken baggrund vi anbefaler rapsproducenter at afvente salg.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle