Trumps overvejelser løfter stemningen i markederne

Conab sænker produktionsestimaterne for brasilianske sojabønner. Olien tester atter årets højeste niveau .

Udtalelser fra Trump var hen på eftermiddagen tirsdag med til at løfte stemningen i markederne, hvor ikke kun aktiemarkederne men også en lang række af råvarer – herunder olien - endte dagen med pæne plusser.

Det skriver Jyske Markets i onsdagens afgrødekommentar.

Trump udtalte, at han overvejer forlængelse af våbenhvilen efter den 1. marts i den verserende handelskonflikt med Kina, hvis der er tegn på, at USA og Kina er tæt på at nå en aftale, når nuværende frist udløber.

Meldingen bliver indtil videre opfattet som et forsonende signal om, at parterne vil gå langt i forhold til at finde en løsning på konflikten samt at det er en stor aftale – og dermed tidskrævende aftale – man arbejder på.

"Vi forventer, at en eventuel forlængelse vil være af kortere varighed, eksempelvis frem til den 1. maj"lyder det.  

Conab nedjusterer

Sojakomplekset var et af de områder, som nød godt af de positive udmeldinger, men det opadgående prispres fik ligeledes næring fra nyheden om, at det statslige brasilianske organ Conab nedjusterede sit produktionsestimat for den kommende sojahøst. Seneste estimat fra januar på i alt 118,8 mio. tons revideres ned til 115,3 mio. tons.

Ekstraordinære tørre betingelser i store dele af Brasilien har allerede fået flere analysebureauer til at reducere forventningerne, efter at de generelle forecasts i starten af så-sæsonen ellers tegnede et rekordstort forventningsbillede.

Teknisk kommer stigningen for sojabønner efter markedet netop har testet bunden af den optrend, som har defineret retningen siden september sidste år – en trend linje, som i perioden har været testet hele seks gange.

For marts 2019 terminen ligger stadig en større modstandszone omkring 9,40 dollars pr. bushel, som har mærket loftet i prisudviklingen siden sommeren sidste år – et niveau som vi skal se brydes, for at sende priserne op i et overordnet nyt højere leje.  

Råolie steg

Prisen på en tønde råolie Brent er i den indledende fase af denne uge steget med knap fire procent og nærmer sig igen toppen af det pris-range, som har defineret handelsintervallet siden årets start.

Underliggende er det især udsigterne til fortsat sund vækst i global efterspørgsel sammenkoblet med de igangsatte produktionsskæringer blandt OPEC+ medlemmerne – herunder friske meldinger fra Saudi Arabien, som forsøger at forpligte sig til endnu dybere ’cuts’, som senest har holdt hånden under markedsprisen.  
 
 
 
 

 
 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle