Tuborgh og andre mejeribosser skal samles i Danmark

Danmark skal til oktober lidt uventet være vært for stor, international mejerikongres.

Med huj og hast er den danske mejeribranche lige nu i fuld gang med at gøre klar til en stor, international mejerikongres midt i oktober.

Her ventes nemlig hele 350 mejerifolk fra hele verden til København til den årlige udgave af IDF, den internationale mejeriorganisations, årsmøde.

"Vi er trådt til med meget kort varsel, efter at de sidste to års kongresser har måttet melde fra som følge af coronapandemien. Man besluttede, at man frygtelig gerne ville have en form for arrangement i år, og der tilbød vi så at hjælpe", forklarer Mejeriforeningens direktør Jørgen Hald Christensen og tilføjer:

"Normalt har man seks år til at arrangere det hele. Vi har seks måneder", siger han, men er ganske fortrøstningsfuld.

Den 13. oktober er der åbningsarrangement af kongressen på Axelborg. Her skal Arlas topchef Peder Tuborgh diskutere mejeribrugets fremtid med topcheferne for de internationale giganter, det privatejede franske mejeri Lactalis og den kinesiske, fremadstormende mejerivirksomhed Mengniu.

Derefter vil der de følgende to dage være progam med emner inden for fødevaresikkerhed, afsætning, marketing - og helt sikkert også om kongressens kernepunkt, bæredygtighed og klima.

Selve kongressen bliver mindre end vanligt, hvor der flyves mellem 1000 og 1500 personer ind fra hele verden.

"Vi har plads til 350 personer, men resten kan være med virtuelt", forklarer Jørgen Hald Christensen, der forventer mellem 500 og 600 deltagere i alt.

Han er ikke i tvivl om, at det vil give gavn for dansk mejeribranche at lægge land til eventet.

"Vi er en eksportnation, så vi har i den grad interesse i at være med på den internationale bane og have det netværk, man får ud af sådan en kongres. Det bliver lidt en anderledes form, når kun halvdelen vil være til stede fysisk, men det skal nok blive godt alligevel".

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle