Tuborgh: Vi er talentløse til at snakke klima - men vi kan vinde på det

Arlas adm. direktør Peder Tuborgh er glad for, at bæredygtighed nu hitter i debatten. "Vores ejerform er trendy", mener han.

Der er ingen nervøsitet hos Arlas topledelse over, at bæredygtighed og klima-tiltag nu er det store samtaleemne på Christiansborg.

Tværtimod, lød det flere gange fra adm. direktør Peder Tuborgh, da han i sidste uge deltog i en paneldebat med tre af de øvrige topdirektører i dansk landbrug, nemlig Jais Valeur fra Danish Crown, Kristian Hundebøll fra DLG samt Henning Haahr fra Danish Agro. De fire var på scenen sammen i anledning af fejringen af Landbrugsraadets 100-års jubilæum torsdag i sidste uge.

"Jeg er meget, meget opløftet over den voldsomme trend, der er i samfundet, hvor politikerne nu kan blive valgt ind i Folketinget på at være bæredygtige", lød det.

"Vi har levet med det her og arbejdet med at forbedre os på det her i lang tid. Vi er dybt talentløse til at snakke om det, men det er en helt anden snak. Men hvor er der sket meget effektivisering både bæredygtighedsmæssigt og produktivitetsmæssigt. Jeg mener faktisk, at ejerformen er enormt trendy", konstaterede Peder Tuborgh som svar på interviewer Niels Lunde spørgsmål, om hvorvidt andelsselskabernes forretningsmodel er holdbar.

En del af snakken mellem de fire topchefer gik da også på, at netop klima fylder meget. Og at certificeringer af landbruget bringer de fire selskaber sammen for at finde fælles løsninger.

Sammenfiltret skæbne er en fordel

Helt konkret borede Niels Lunde, chefredaktøren på Børsen en del i, om andelsselskaberne er robuste nok til de kommende års udfordringer.

"Det er rigtigt, at der er en makroøkonomisk virkelighed og en strukturudvikling foran os, men det er ikke nyt. Og der er en skæbneforbundethed mellem vores landmænd og virksomhederne. Den er ikke et problem. Jeg nægter og har aldrig set det som aldrig end en fordel", svarede mejeridirektøren og tilføjedde:

"Vi kan markedsføringsmæssigt i vores relation til kunderne omsætte den her værdikæde til noget, som der er nogle, der vil betale noget for".

Emneord

video

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle