Tv-landmand redder kvie op af gyllekanal

Da en kvie ved et uheld havnede i en gyllekanal, sprang landmand Martin Iversen, iført iltmaske, selv ned til kvie og fik den trukket op.

En større redningsaktion udspillede sig i weekenden på Stenbrovad Holsteins nær Vojens i Sønderjylland, hvor en lavdrægtig kvie efter syv timer blev reddet op af en gyllekanal.

Det er gårdejer Martin Iversen, der opdager, at noget er galt, da han kan høre en kvie brøle et sted i stalden.

"Først tænker jeg, at det kan sgu ikke passe. Der er ingen tegn på, at der skulle være et dyr nede i gyllekanalen. Men det er der så åbenbart", siger landmanden, der har været med i TV2-programmet Landmand søger kærlighed, til landbrugsavisen.dk og fortsætter:

"Man hører jo så mange historier om ulykker i gyllekanaler, så jeg tør ikke hoppe derned uden videre".

tager selv iltmasken på

Det betyder, at Martin Iversen først ringer efter Sandallund Maskinstation, der slamsuger gyllekanalen, som viser sig ikke at være ret fyldt.

Landmanden føler sig på det tidspunkt overbevist om, at der er en kvie dernede.

"Det er en gammel bindestal, vi har lavet om til løsdrift, og her har flokken gået en måneds tid uden problemer. Men der er så et delvist tildækket hul, som den på en eller anden måde er kommet ned i", siger Martin Iversen.

Herefter bliver der ringet efter brandvæsenet, som ikke tør hoppe ned til kvien. Det får landmanden til selv at iføre sig iltmasken.

"Jeg har engang været i brandvæsenet og har også dykket på en ferie engang. Det er ikke så svært, man skal jo bare trække vejret", siger landmanden tørt.

ligesom en baglæns kælving

Af flere omgange er Martin Iversen med iltmasken nede og se til kvien, der står fanget i den smalle gyllekanal, hvor den ikke kan vende sig og heller ikke er meget for at bakke.

"Til sidst binder jeg et reb om bagbenene, og så trækker vi den stille og roligt ud. Det minder lidt om en kælving, hvor kalven bliver født baglæns. Det går langsomt, men det fungerer. Til sidst kan vi hejse den op af kanalen", siger Martin Iversen, der naturligvis er lettet, da kvien endelig er ude.

Med det samme bliver den vasket, får penicilin og kommer i dybstrøelse.

"Den har lidt skrammer, men ellers har den godt. Den har fået ekstra god personlig pleje og skal lige til hægterne igen, men det ser ud til at gå godt", siger landmanden, som i bakspejlet glæder sig over ikke at have handlet i panik:

"Jeg har aldrig prøvet sådan noget før, men som landmand har man alligevel været udsat for lidt af hvert. Den her slag må selvfølgelig aldrig ske, men det var et uheld, og jeg synes, at vi tacklede det godt uden at gå i panik og hoppe ned i kanalen f.eks.".

Hullet til gyllekanalen er blevet helt tildækket nu, fortæller landmanden, der overtog gården i december. Her har han 140-150 malkekøer og to malkerobotter.

Emneord

Top2

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle