Betalt indhold af Gjensidige

TV-landmandspar: Kærlighed kræver planlægning

For ham kommer gården altid i første række, og for hende er det vigtigt at planlægge i god tid.

Nicoline Grim er flyttet ind hos Thomas Bertram, og snart ringer bryllupsklokkerne. Men hvilke overvejelser har hun egentlig gjort sig, inden hun gifter sig med en landmand?

57 kvadratmeter i Holbæk og 220 kvadratmeter stuehus med stor have og langt fra alle naboer i Nordjyske Jerslev.

Der er en verden til forskel. Og Nicoline Grim har skiftet den ene verden ud med den anden. Grunden er Thomas Bertram. De to mødte hinanden for et år siden i Landmand søger kærlighed, og sidst i maj skal de giftes.

”Thomas vil have børn før han bliver 30, og jeg vil giftes, før jeg får børn,” griner Nicoline. Thomas smiler bare, men han friede med ring og det hele.

Natteroderi og lange dage

Thomas Bertram er landmand. Produktionen er økologiske grise.

”Det har overrasket mig, hvor meget tid, der går med at passe sådan en gård”, konstaterer Nicoline, der flyttede til Nordjylland omkring jul og som straks fik arbejde som social- og sundhedshjælper på et plejehjem.

Hun deltager ikke i driften af gården, og de to har også hver sin økonomi. Så hvis priserne på økologisk svinekød falder, mærker hun det ikke økonomisk. Men hun vil selvfølgelig mærke, hvis virksomhedsdriften påvirker Thomas.

”Hun har sit arbejde, og jeg har mit med at passe grise,” siger Thomas der i 2017 vandt titlen som Årets Unge Landmand. 

”Thomas kan have meget lange dage. Han kan være ude til sent om aftenen – sågar også om natten. Det tror jeg har krævet tilvænning fra hans side, at han ikke bare kan disponere over tiden, som man er vant til,” mener Nicoline.

Men Nicoline har gjort sig en del overvejelser inden hun gik ind i forholdet med Thomas. ”Jeg vidste godt at nu var det alvor, og at der ville være stor forskel på det liv, jeg levede før og det jeg kom til at leve,” fortæller Nicoline.

Jyder er langt nemmere at omgås end sjællændere

Det er ikke bare størrelsen af beboelsen og tidsforbruget, der er helt anderledes, end alt Nicoline er vant til. For i praksis er der ikke naboer til Thomas og Nicolines gård. I hvert fald ikke nogen, man kan se hen til.

”Men jeg holder af det her. Det er meget bedre end det, jeg kom fra. Og jeg synes, at jyder er langt nemmere at omgås end sjællændere,” konstaterer hun.

Den landlige idyl, og de store vidder er blevet en helt ny livsstil for Nikoline.

”Men det er jo et andet liv, end det jeg kommer fra. Jeg skal alligevel vænne mig til at være ude her, hvor der er masser af plads og have andre arbejdsopgaver ud over dem, man havde før.”

Hun trækker dog allerede hjemmevant i de ret store gummistøvler, Thomas har købt til hende.

Rart at have en at vågne op til

Thomas har i lang tid været vant til at bestemme selv. Det har betydet lange arbejdsdage og at dyrene er blevet prioriteret højt.

Det bliver de stadig.

”Den største forskel har været, at det er dejligt at have en at vågne op sammen med. Men jeg skal også lære at planlægge lidt anderledes,” siger han, mens Nicoline nikker ivrigt.

”Jeg er selv vant til at planlægge og er god til det. Så kan det være svært at forstå, at man ikke kan planlægge bedre, når man er landmand,” tager hun over.

Men hun har også lært, at der kan opstå pludselige situationer, som kræver, at landmanden er der.

”Jeg tager tingene, som de kommer og laver det, der skal laves. De ting der skal gøres, de skal gøres. Så må det andet komme bagefter,” slår Thomas fast. ”Nicoline planlægger flere måneder frem, og så må vi lave planen om”, smiler han.

Afstanden er ikke et problem

Nicolines gamle venner bor nu mindst fire timers rejse væk. Men det mener hun ikke er et problem. Vennerne fra Holbæk har allerede været på besøg i Jerslev.

”For er det rigtige venner, kan man godt holde forbindelsen,” fastslår Nicoline. Heller ikke hendes forældre ser afstanden på fire timers bilkørsel som et problem, mener hun.

”Jeg kunne jo være flyttet til udlandet. Så er det her da langt bedre,” siger hun.

Du lugter af gris…

”Jeg kan godt lugte lidt af gris,” griner Thomas.

”Ikke så meget, som da jeg arbejdede med konventionelle grise. Men Nicoline synes tit, at jeg lugter af gris. Det forstår jeg ikke,” fortsætter han og griner igen.

”Jeg tror egentlig, man vænner sig til meget,” tilføjer Nicoline og smiler til Thomas.

”Det er nok rigtigt,” smiler han tilbage.

”Han kan komme ind med et stort smil. Og så kan jeg ikke lade være at grine af ham, for han har et stort lag støv over tænderne. Så bliver han sådan lidt ucharmerende. Men altså – alligevel kan jeg ikke lade være at smile lidt inden i. For det er jo også lidt det, jeg har valgt ham på.”

Få gode råd til et sikkert og sundt liv på landet her på Gjensidiges LandbrugsLiv eller følg LandbrugsLiv på Facebook og få inspiration og råd til livet på landet året rundt.

Faktaboks

Det er sundt at være to

Flere undersøgelser peger på, at folk, der lever i et ægteskab eller med en partner, lever længere end dem, der bor alene.

Ifølge Danmarks Statistik er der omkring syv år ekstra at hente for gifte mænd i forhold til deres enlige kønsfæller.

Hos kvinder er tendensen knap så tydelig, men dog tyder tallene på, at gifte kvinder i gennemsnit lever knap fem år længere end de ugifte.

Emneord

sponsoreret , forsikring , Gjensidige , kærlighed , landmand , svineavl

Forsiden lige nu