Tysk landmand: Vi tog traktoren og reddede folk fanget i oversvømmelserne

Veje bliver skyllet væk, kornhøsten er truet og mange menneskeliv er gået tabt i de voldsomme oversvømmelser i Tyskland.

Ekstreme vandmængder har skabt kaos over store dele af det vestlige Tyskland, hvor nu over 100 mennesker har mistet livet i oversvømmelserne. 

Flere dæmninger truer med at bryde sammen, og landmanden Sebastian Bützler kæmper desperat mod vandmængderne i Eifel. 

Det fortæller landmanden, der er blogger hos AgrarHeute.com.

"Veje bliver skyllet væk, 112 fungerer ikke længere, biler sidder fast i vandmasserne. Dæmningen truede med at gå i stykker, og på grund af strømsvigt kunne de berørte borgere ikke advares", fortæller han til mediet.

Landmanden havde selv lagt sandsække ud på sin bedrift, hvor det var nødvendigt, men han havde stadig en del i overskud, som han kørte ned i den lokale by og hjalp brandvæsnet med at fordele.

"Om natten kørte vi landmand gennem oversvømmelserne og reddede folk fra deres biler. Det var meget kritisk og kaotisk, vandet skyllede næsten traktoren væk", siger han. 

Flere landmænd har også fortalt, hvordan vandmasserne gør, at kornhøsten enten bliver meget besværlig eller helt umulig.

Har kostet over 100 mennesker livet

Mindst 103 personer har mistet livet i forbindelse med de massive oversvømmelser.

Det viser den seneste optælling fra myndigheder fredag middag, rapporterer nyhedsbureauerne AFP og Reuters. Dermed fortsætter dødstallet for det voldsomme vejr med at stige. 

De voldsomme oversvømmelser er opstået efter kraftige regnskyl i specielt det vestlige Tyskland, Holland og Belgien de sidste mange dage.

Også i Belgien har oversvømmelserne kostet liv. Her er mindst 15 omkommet, og mere end 21.000 personer er uden elektricitet i regionen Vallonien.

Skyldes Kuldepol

Det er en kuldepol, der har bevæget sig over Vesteuropa og resulteret i store mængder vand over Tyskland, Belgien og Holland.

Det siger vagthavende meteorolog Mette Zhang, Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

Det er ikke usædvanligt, at en kuldepol trækker ind over dele af Europa om sommeren og skaber ravage på vejrfronten.

"Vi ser det typisk en gang hver femte til tiende år, at der kommer et kraftigt regnskyl ind over det europæiske kontinent".

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle