Tysk optimisme for slagtesvinepriserne

Den tyske producentforening ISN er optimistiske omkring prissætningen på tyske slagtesvin.

Den tyske slagtesvinenotering fortsætter uændret på 1,23 euro pr. kg svarende til 9,16 kr. Det melder Danske Svineproducenter.

Trods den stabile prisudvikling er der alligevel optimisme i det tyske.

Det hænger sammen med, at der normalt opstår en udbudspukkel på slagtesvinemarkedet i de første uger af året grundet reducerede slagteaktiviteter i forbindelse med jul og nytår. I år er situationen dog anderledes ved, at de tyske omsættere kan fortælle, at de ikke har større problemer med at afsætte slagteklare grise til tiden.

"Markedseksperter formoder, at det hænger sammen med den betydelige reduktion i den tyske grisebestand i de seneste måneder. Den tyske producentforening ISN er derfor optimistisk for de kommende uger. Den tyske forening skriver i en markedskommentar, at det tyske slagtesvinemarked allerede er i startblokken til et prisopsving", anfører Markus Fiebelkorn, markedsanalytiker hos Danske Svineproducenter, i en markedskommentar.

Han nævner samtidig, at det det tyske slagteri Tönnies for tiden har en anden holdning til markedet. På slagteriets blog omtales kødmarkedet i starten af året som meget skuffende. Udbuddet på eksportmarkederne er stort, og priserne falder, mens der også meldes om en ikke for god efterspørgsel på hjemmemarkedet. Derfor venter Tönnies ikke bedring i den nærmeste fremtid.

"Tönnies har i flere uger betalt huspriser på 1,20 euro pr. kg for slagteklare grise uden kontrakt i stedet for Tysklands officielle notering på 1,23 euro pr. kg. På ISN's svinebørs blev der imidlertid solgt slagteklare grise for 1,28 euro pr. kg kg i gennemsnit i går (tirsdag, red.)", bemærker Markus Fiebelkorn.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle