Tysk slagteri lukker afdeling - slagter 1 mio. svin årligt

Tyske Westfleisch har besluttet at lukke et af sine i alt syv slagterier.

Der skal ikke slagtes flere svin på  Westfleisch's slageri i byen Gelsenkirchen nær Dortmund i Nordvesttyskland.

Det skriver slagterikoncernen i en pressemeddelelse.

I 2020 slagtede den nordvesttyske næsten 970.000 grise i Gelsenkirchen - mens koncernen i alt slagtede omkring 7,5 millioner svin på tværs alle deres lokationer i Tyskland. Koncernen oplyser at det er et planlagt led i strategien om at flytte slagtninger til andre anlæg. Den samlede kapacitet forventes tæt på uændret, lyder det. 

Dermed går Westfleisch fra seks til syv slagterier ud over deres hovedkontor og Westcrown, der er joint venture med Danish Crown.

Overkapacitet i Tyskland

De seneste år har været præget af stadig større overkapacitet på slagtninger i Tyskland, set i forhold til det faldende antal slagtesvin. Det har udfordret branchen, der er afhængig af at have fyldte slagtekæder til de mange ansatte, hvis man skal tjene penge.

Kampen om slagtesvinene har flere gange betydet nærmest hørlige armlægninger mellem producenter og slagterier, når priserne på slagtesvinene skal fastlægges – og det har ført til store opture og pludselige tilbagefald i noteringerne, alt efter om der har været store mangler i forsyningerne eller en eventuelt kortvarig kø af grise.

"Der er mange producenter, der er på vej ud af erhvervet, så slagterierne ved, der ikke kommer flere grise i markedet i de næste par år. Så der er altså overkapaciteter i Tyskland, og det er bare et spørgsmål om, hvilke slagterier der skal lukke," forklarer markedsanalytiker i Danske Svineproducenter, Markus Fiebelkorn, til AgriWatch.

Han fortæller, at der før corona blev slagtet omkring 930.000 svin i Tyskland om ugen, men i det seneste år har tallet været nærmere 830.000 ugentlige slagtninger. Det svarer til et fald fra omkring 48 millioner slagtninger til 43 millioner slagtninger i runde tal om året.

Svinepest - stemplet

Det sidste år har en medvirkende faktor til den udtalte mangel på slagtesvin i Tyskland været, at hollandske og belgiske svineproducenter ikke længere kan få forretning i at sende grise til slagtning over grænsen til det svinepest-stemplede Tyskland.

Alene i Nordrhein-Westfalen, hvor Westfleisch hører hjemme lige som storebror og konkurrent Tönnies også gør det, faldt antallet af udenlandske svineslagtninger med 82,2 procent til kun 68.500 dyr i første kvartal i år.

Dette medførte, at det samlede antal grise, der blev slagtet i lokalområdet, faldt med 5,3 procent til 4,42 mio. dyr.

Westfleisch er som andelsselskab mere lig dansk svineproduktion end andre af de tyske slagterier, men adskiller sig ved at producenterne ikke har leveringspligt.  
 

 

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle