Tysk smågrisenotering fastholder rekordniveau

Den tyske Nord-West-notering holder det høje niveau på 71 euro trods nedtur for slagtesvinenoteringer.

Slagtesvinenoteringerne i Tyskland er faldet tilbage, men det går ikke ud over smågrisenoteringen Nord-West, der fastholder det rekordhøje niveau på 71 euro for 25 kgs-grise. Det svarer til 566 kr. inkl. vægtregulering.

"Det europæiske smågrisemarked er p.t. meget uensartet. I Danmark er SPF’s puljenoteringer steget med 25 kroner, som afspejler den store optimisme i markedet for de kommende måneder. I Tyskland er slagtesvinenoteringen imidlertid faldet igen i onsdags, denne gang med 9 cent", siger markedsanalytiker hos Danske Svineproducenter, Markus Fiebelkorn, om det nuværende svinemarked.

"Det begrænser naturligvis prispotentialet på det tyske smågrisemarked. Selvom efterspørgsel er større end udbuddet, er både Nord-West og VEZG-smågrisenoteringen således uændret. I Holland er man endda nødt til at tage en del af de seneste prisstigninger på smågrisemarkedet tilbage, efter slagtesvinenoteringerne er faldet markant", fortsætter han.

Han melder om grundlæggende prispositiver udsigter på svinemarkedet.

"De fleste markedsinteressenter regner med, at nedturen på det tyske og hollandske slagtesvinemarked kun er midlertidigt. Pga. de manglende slagtedage er der opstået en udbudspukkel ved årsskifte, som nu skal afvikles. Man forventer derfor, at den tyske slagtesvinenotering, som er ledende for Europa, snart stabiliserer sig. Statistisk set begynder det sæsonmæssige opsving på slagtesvinemarkedet cirka i slutningen af februar måned – i år dog fra et sandsynligvis markant højere udgangspunkt", siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle