Tysk smågrisenotering forbliver på rekordniveau

Slagtesvin er faldet i pris, men stor tyske smågrisenotering holder stand.

Den store tyske Nord-West-notering holder fast i rekordnoteringen på 71 euro svarende til 566 kr. inkl. vægtregulering, selv om slagtesvinenoteringerne i landet har fået hug de seneste uger.

Der er endda forventning om yderligere stigninger på smågrisenoteringen snart.

"Alt i alt er den tyske slagtesvinenotering nu faldet med 21 cent (1,56 kr.) i den seneste måned, men det har ikke påvirket den tyske Nord-West-notering. Ifølge tyske omsættere er efterspørgslen fortsat god på smågrisemarkedet, mens udbuddet er forholdsvis lille. Derfor regner de fleste tyske markedsinteressenter med stigende smågrisepriser, når den tyske slagtesvinenotering begynder at stige igen", bemærker Markus Fiebelkorn, markedsanalytiker hos Danske Svineproducenter.

Slagtesvinenoteringen i Tyskland har været presset af en udbudspukkel efter de mange helligdage ved årsskiftet, men denne pukkel er ved at være afviklet.

"Imidlertid mangler markedet fortsat prispositive impulser. I den seneste slagteuge er prisen for hele slagtekroppe faldet med 12 cent (0,89 kr.), mens eksporten til Asien er forholdsvis stabil. Det forklarer, hvorfor Danish Crown kan hæve den danske slagtesvinenotering, mens noteringerne i de fleste andre europæiske lande er faldet. Imidlertid forventer tyske markedsinteressenter, at bunden nu er nået, og at den tyske slagtesvinenotering vil stabilisere sig i de kommende uger", siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle