Tysk so-notering i lodret fald: Tre kroner tabt på en måned

Bunden er slået ud af markedet for søer. Tican reducerer sin normale merpris i forhold til Danish Crown.

De tyske noteringer på søer falder tungere end en sten lige nu.

På bare fire uger er noteringerne i Tyskland gået fra et niveau på 11,18 kroner per kilo til nu 8,20. Det viser tal fra danske svineproducenters ugentlige opdatering.

Den suverænt største aktør på det tyske marked, det private slagteri Tönnies, der også ejer danske Tican Fresh Meat, meldte tidligere på ugen ud, at de fra onsdag ville betale 1,10 euro per kilo - svarende til 8,20 kr.

"Konsekvenserne af corona-krisen fører fortsat til nærmest ikke-eksisterende salg af forarbejdet kød. Markedet kræver derfor et drastisk prisfald", skriver Tönnies på sin agrarblog, hvor koncernen præsenterer sine priser.

 

Prisfald indskrænker forspring til Tican

Også herhjemme er der barberet af so-noteringerne. Danish Crown sænkede for næste uge sin notering med 80 øre per kilo til nu 9,40 kr per kilo.

Samtidig har Tican brudt med sin ellers vedtagne praksis om at ligge 1 krone over Danish Crowns notering. I forrige uge blev merprisen reduceret til 70 øre per kilo. Derfor er Ticans notering for den kommende uge på 10,10 kroner per kilo.

Sammenligningerne tager ikke højde for de efterbetalinger, som Danish Crown - i modsætning til Tican og det tyske marked - betaler ved regnskabsårets afslutning.

Markedsanalytiker Markus Fiebelkorn fra Danske Svineproducenter peger på, at markedet er i opbrud på grund af pandemiens usikkerheder.

"Forarbejdningsindustrien har fyldt sine lagre, og der er stor usikkerhed om, hvordan efterspørgslen vil være", siger han og tilføjer:

"Men det går stærkt i øjeblikket. Markedet er i selvsving. Udbuddet er egentlig stabilt. Det er efterspørgslen, der trækker prisen ned", siger han og indrømmer, at han aldrig har set så store prisfald på så kort tid.

Uigennemsigtige priser

Markus Fiebelkorn påpeger dog, at de tyske noteringer, der fastsættes af omsætterorganisationen VEGZ er betydelig mindre gennemsigtige, når det gælder søer end på slagtesvin.

"Markedet for søer er noget mindre gennemskueligt. Omsætterorganisationen har altid haft problemer med at sætte noteringen, fordi det er så domineret af de to store aktører, Tönnies og Westfleisch. Alle har hemmelige aftaler med deres leverandører med mulige tillæg, og nogle gange er det fra gårdene og nogle gange er det leveret til slagteri", siger han.

"Omsætterorganisationen har næsten ingen indflydelse. Denne uge meldte Tönnies ud om 1,10 euro per kilo (8,20 kr per kilo), og det er jo næsten som en slags diktat", siger han.

Westfleisch, der i øvrigt samarbejder med Danish Crown om udbening og salg af søer i Tyskland i selskabet Westcrown, melder samme basispris for markedet frem til onsdag.

Opdatering kl. 10.05. Tilføjet, at der ikke er taget højde for restbetaling i sammenligningerne.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle