Tyske smågrise nærmer sig milepæl

De tyske smågrise fortsætter prisfremgangen i små step. 50 eurocent er lagt på prisen, der nu nærmer sig 40 euro for en 25 kgs-gris.

Gennem en lang periode har Nord-West-noteringen udvist en positiv pristakt, og den ser ud til at fortsætte og nærme sig 40 euro for 25 kgs-grise.

Den betydelige tyske notering stiger 0,5 euro til 39 euro, og da VEZG-noteringen, der er forskudt af Nord-West-noteringen, også viser yderligere fremgang i denne uge til 39,5 euro, er der lagt op til en yderligere noteringsstigning i næste uge for Nord-West-noteringen.

"Optimismen breder sig på slagtesvinemarkedet og sørger for, at de fleste europæiske smågrisenoteringer fortsætter med at stige moderat", skriver Danske Svineproducenter i en markedsberetning og fortsætter: 

"Som det er typisk for årstiden, er udbuddet ikke særlig stort på smågrisemarkedet, mens slagtesvineproducenternes efterspørgsel er høj i forventning om højere priser til sommer. Efter den skuffende prisfastlæggelse af den tyske slagtesvinenotering i onsdags mangler smågrisemarkedet imidlertid fortsat prispositive impulser fra slagtesvinemarkedet".

Producentforeningen melder om to meget forskellige syn på udviklingen for det tyske slagtesvinemarked.

"På den ene side fremhæver f.eks. den tyske interesseorganisation ISN, at slagteriernes efterspørgsel er god, og at omsætterne leder efter slagteklare grise. Derfor ville det være rimeligt at hæve noteringen. På den anden side påstår f.eks. slagteriet Tönnies, at svinepriserne på verdensplan giver efter, og at prisniveauet i Tyskland allerede er højt", skriver Danske Svineproducenter. 

"Derudover falder efterspørgslen på kødmarkedet f.eks. i Kina på grund af de dårlige billeder, forbrugerne ser i medierne med hensyn til bekæmpelsen af afrikansk svinepest. Derfor skal svineproducenterne være glade for, at den tyske slagtesvinenotering ikke falder".

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle