Tyske smågrise prisstabile: Høje pristillæg er under pres

Smågrisepriserne forbliver på rekordniveauet 630 kroner for en 25 kilos-gris. Men markedet med høje tillæg er ved at blive normaliseret.

Festen med ekstremt høje smågrisepriser fortsætter på det tyske marked.

Rekorden på 630 kroner for en 25 kilos-gris er intakt, lyder det i en markedsorientering fra Danske Svineproducenter.

Dog begynder der at nærme sig nogle skyer på himlen i form af pres på de meget høje tillæg, som nogle smågriseproducenter har opnået. Det er opfattelsen hos den ene fløj af tyske griseomsættere, som vurderer, at udbuddet af smågrise er steget lidt på det seneste, omvendt kan andre omsættere ikke genkende, at markedet for smågrise er ved at normaliseres.

- Disse omsættere fortæller, at udbuddet ikke er tilstrækkeligt på smågrisemarkedet og at tillæggene ikke er ved at normalisere sig i deres område, siger Markus Fiebelkorn, markedsanalytiker hos Danske Svineproducenter.

Han oplyser, at frie smågrisepartier kan afsættes uden problemer og med høje tillæg. Samtidig meldes om stor efterspørgsel på smågrise i Polen. Det skyldes en kraftigt stigende slagtegrisenotering, der de seneste uger er hoppet op med 18,75 kroner, som er knap 1,5 kroner over det nuværende tyske niveau.

Markus Fiebelkorn bemærker, at de polske griseproducenter i øjeblikket har lavere foderomkostninger end andre EU-lande som følge af den store kornimport fra Ukraine.

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle