Tyske turister skal hives fra stranden ind til gårdene

Landsforeningen for Landboturismes projekt ”Tyske turister skal støtte danske landdistrikter” modtager et økonomisk tilskud af Landdistriktspuljen.

Tyske turister er glade for at besøge de danske strande, men hvis det står til Landsforeningen for Landboturisme, skal de nu også i højere grad besøge deres 60 gårde fordelt over hele landet.

Foreningen glædes over, at de nu modtager et tilskud på op mod 94.000 kr. frem til den 1. august 2018. Midlerne skal bl.a. anvendes til at udbyde en temadag, der skal klæde de danske bondegårdsferieværter på til at hverve tyske turister.

"Vi er glade for, at Erhvervsministeriet har valgt at støtte vores idé med midler fra Landdistriktspuljen", fortæller Rebekka Vetter, der er næstformand i foreningen, i en pressemeddelelse.

Den kommende temadag kommer til at sætte fokus på at italesætte de værdier, der adskiller de danske feriegårde fra andre overnatningssteder. Fx er autenticitet, kontakt til værtsfamilien og natur værdier, der kendetegner feriegårdene, og som de tyske turister efterspørger.

Fokus på øget indtjening

Tyskernes tradition for at tage på ”badeferie” i Danmark ses også på overnatningstallene fra Danmarks Statistik (2016), som viser en kraftig stigning. Årsagen til at Landsforeningen for Landboturisme fortsat sætter fokus på de tyske feriegæster er, at udfordringen består i at få hvervet disse gæster til andre dele af Danmark.

”Målgruppen kan give øget indtjening til feriegårdene, idet tyskernes ferietider er mere spredt i løbet af året og derfor kan give mulighed for at udvide sæsonen. I år har vores direkte naboområde Schleswig-Holstein f.eks. skoleferie helt frem til starten af september. Derudover er mange tyske familier vant til at holde længere ferier ad gangen. Det er en stor fordel for gårdene at have familierne boende i flere uger frem for hurtige skift mellem gæsterne", forklarer Rebekka Vetter.

 

Faktaboks

Landsforeningen for Landboturisme præsenterer 60 feriegårde i hele Danmark.

Projektet ”Tyske turister skal støtte danske landdistrikter” støttes af Landdistriktspuljen med et tilskud på op til 94.000 kr. frem til d. 1. august 2018.

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle