Tyskerne kan måske løse dansk fosfor-klemme - placerer gylle i majs

Studietur til Tyskland havde fokus på teknik til placere gylle til majs for at opnå bedre udnyttelse af gyllens fosfor.

I august besøgte repræsentanter for Seges, Danske Maskinstationer og Entreprenører, to maskinstationer, Aarhus Universitet og Samson Agro en landmand og en maskinstation i Nordtyskland, der begge har erfaringer med placering af gylle til majs, både i pløjet og upløjet jord.

Dirk Fey er landmand i Sydslesvig, 20 km vest for Slesvig, og det er et område, hvor afgrøde-valget er præget af biogas-majs. Landmanden har selv to biogasanlæg, og ud af 495 hektar dyrkes der majs på de 365 hektar.

Han er gået direkte fra bredspredning af gyllen og efterfølgende nedharvning til placering af gylle med et nyindkøbt nedfældningssystem.

Til placeringen anvendes en otterækket Volmer Culex nedfælder med seks meters arbejdsbredde. Den har kun været brugt i 2018, der har været et atypisk meget tørt år.

Gylle i to strenge

Volmer Culex-nedfælderen grubber i 30 cm dybde, samtidig med at gyllen placeres i henholdsvis ca. 10 og 20 cm dybde med en fordeling på 50/50. Reelt vurderer Dirk Fey, at noget af den gylle, der udlægges i 10 cm dybde, løber ned, således at fordelingen bliver ca. 30/70.

Adspurgt om, hvorvidt det er nødvendigt både at pløje og grubbe i ca. 30 cm, siger Dirk Fey, at majsstubbene kan slæbe, hvis Culexen ikke arbejder i 30 cm.

70 hektar er i 2018 dyrket pløjefri, hvor der er harvet forud for gyllenedfældningen. 15 hektar er som et forsøg dyrket efter striptill-princippet, hvor gylle er placeret med Culexen, hvorefter der er sået oven over gyllestrengene.

I alle tilfælde er det Dirks erfaring, at der skal gå mindst 28 timer mellem nedfældning og såning, således at jorden har haft mulighed for at optage gyllen.

Halveret startgødning

Landmanden ser flere fordele ved pløjning før såning, bl.a. lavere risiko for overførsel af sygdomme, og at pløjningen sikrer en hurtigere opvarmning af jorden og dermed fremspiring.

Landmandens fremtidige strategi bliver at pløje efter majs som forfrugt for at sikre omsætningen af majsstubben og for at reducere smittetrykket. Ved anden forfrugt end majs vil han ikke pløje før majsens såning.

Han udbringer ca. 50 ton gylle pr. ha. Før han begyndte at placere gyllen, tilførte han majsen ca. 80-100 kg startgødning (20-23-0). Ved placering af gyllen bruger han nu ca. det halve.

Dirk Fey anvendte i første omgang en Fendt 1050 (ca. 500 hk) som trækkraft til sin toakslede gyllevogn med Culex’en monteret, men han oplevede to problemer: Dels kunne gyllevognens lift ikke holde til vægten, selvom der blev monteret ’bærehjul’ til aflastning af liften, dels var 500 hk til den otterækkede nedfælder i underkanten.

Derfor købte han en brugt selvkørende Holmer med godt 610 hk. Den har en tilstrækkelig stærk lift og en motoreffekt, som Dirk mener er passende.

Ifølge landmanden er det nødvendige effektbehov altså 100 hk pr. meter arbejdsbredde eller 75 hk pr. række. En 6 meter bred nedfælder vejer 3.600 kg og en 9 meter 5.000 kg. Som halvbugseret skal der tillægges ca. 800 kg (vægt på baghjul og ramme).

To systemer i brug

På Ringen Maskinstation mellem Hamborg og Bremen fortalte den ene af ejerne, at en mulig reduktion i mængden af startgødning var maskinstationens incitament til at tilbyde placeret gyllenedfældning

Maskinstationen har to forskellige nedfældere til placering af gylle. En Vogelsang X-Till og en Volmer Culex som Dirk Feys.

X-Tillen var købt først og fungerer godt i pløjefrit dyrket jord, men da en stor del af de 700 ha, majs maskinstationen sår hvert forår, pløjes, var Culex’en købt til den pløjede del.

Ringen Farmservice pløjer ligesom som Dirk Fey dybt, typisk 28-32 cm. Maskinstationen mener i princippet ikke, at det giver mening, at Culexen efterfølgende grubber i 30 cm dybde, men det er sådan, at maskinens funktionsprincip er for at kunne placere gyllen i de to ønskede dybder på hhv. ca. 10 og 20 cm.

Ringen Farmservice anvender en selvkørende Vredo gyllemaskine med 450 hk til Culexen og er enig med Dirk Fey i, at en selvkørende gyllemaskine, der fordeler belastningen ved at anvende dogwalk på pløjet jord, er den rigtige løsning. I deres region blev effektbehovet vurderet noget lavere.

Brug for tilpasning til danske forhold

Baggrunden for studieturen er, at den nye fosforregulering i Danmark har betydet, at mange kvægbrug er udfordret på den nuværende tilførsel af startgødning til majs, og at nye undersøgelser har vist, at behovet for startgødning kan reduceres ved placering af gylle til majs.

Ved placeringen skal gylle placeres præcist i forhold til majsfrøet, således at den spirende plante hurtigt kan udnytte gyllens næringsstoffer. Dette stiller store krav til den teknik, der skal benyttes til placeringen.

I Tyskland er der i de seneste år også vedtaget regulering af, hvor meget næringsstof der må anvendes i landbruget.

Det betyder bl.a., at også tyske landbrug har fået et fosforloft. Tyske landmænd i biogas- og husdyrintensive områder oplever derfor problemer med at få ’plads’ til brugen af startgødning til majs.

Der er derfor interesse i at kunne fastholde et højt majsudbytte med reduceret brug af startgødning. Dette søger de bl.a. at opnå ved at kunne få en bedre og hurtigere udnyttelse af gyllens næringsstofindhold ved placering af gyllen til majs.

Studieturens formål var at indsamle viden om agronomiske fordele og de dyrkningsmæssige og teknologiske udfordringer ved placering af gylle før såning samt at indhente tyske erfaringer med hensyn til teknologiudvikling ved placering af gylle til majs henholdsvis i pløjet jord og i striptill-systemet.

Denne viden skal bruges i et nyt projekt, hvor partnerne i de kommende år samarbejder om at finde den bedste løsning til danske forhold.

Det skal understreges, at ovenstående omhandler brugererfaringer fra Tyskland. Projektdeltagerne er enige om, at visse aspekter skal verificeres under danske forhold, før de kan anbefales. Derfor understreges det, at ovenstående ikke må opfattes som en ukritisk anbefaling af en specifik maskine.

Faktaboks

Loft på 35 kg fosfor pr. hektar

  • I Nordtyskland er det tilladt at bruge ca. 35 kg fosfor pr. ha. Men jo mere startgødning der anvendes, desto mere gylle skal eksporteres væk fra ejendommen. 
  • Den lokale landboforening har regnet ud, at hvis der bliver anvendt 100 kg startgødning pr. ha, medfører det en omkostning til afgivelse af gylle i niveauet 200 euro (ca. 1.500 kr) pr. ha. Der er derfor også i denne region interesse for nedfældningsteknikker til at sikre, at der kan dyrkes majs med reduceret input af startgødning. 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.