Tyskland kan blive ny møllesten om halsen på Danish Crown

Danish Crowns regnskab er hårdt presset af britiske Tulip Ltd. Men det tyske marked har rørt kraftigt på sig siden sommer. Måske er det kun starten på endnu et problem for Jais Valeur.

Underskud på 260 mio. kr. Endda et endnu større hul i kassen end året før. Dertil kommer en sviende nedskrivning på de britiske fabriksanlæg på hele 288 mio. kr.

Problemerne i det enorme og tidligere så lukrative britiske Tulip Ltd. står med flammeskrift over hele Danish Crowns regnskab.

Alene underskuddet i det britiske kostede, hvad der svarer til 22 øre/kg på efterbetalingen til svineandelshaverne. Det var stærkt medvirkende til, at restbetalingen blev den laveste i ni år, med 80 øre/kg.

Alligevel kan det tidligere britiske flagskibs problemer ikke forklare hele Danish Crowns markante tilbagefald i forhold til konkurrenterne i ind- og udland.

Ser man på det EU-indeks, som koncernen selv skabte for bare tre år siden i bestræbelserne på at levere de berømte 60 øre/kg ekstra til ejerne, så er Danish Crown nærmest bombet tilbage med mere end 40 øre/kg til konkurrenterne, fra et forspring på 25 øre til nu efterslæb på 35 øre.

En tilbagegang på 60 øre/kg svarer for en slagtesvineproducent med 10.000 årlige grise til hele 504.000 i mistede indtægter.

Naturligvis ikke tilfreds

Topboss Jais Valeur var klar over alvoren, da han kommenterede regnskabet.

"Selvfølgelig er jeg ikke tilfreds med det. Det er en kombination af England, men også et tysk marked helt ude af balance", lød det, før både han og bestyrelsesformand Erik Bredholt påpegede, at strategien fortsat er rigtig, men at de engelske problemer kræver mere tid til at gennemføre målet om 60 øre/kg.

Frygter tyske byggerier

Netop de tyske udfordringer med høj slagterikapacitet og faldende antal grise, kan blive starten på endnu et stort problem for Randers-koncernen

"Flere af de store slagterier har betalt betydelig mere, end de har kunnet hjembringe i år", kommenterer Jais Valeur.

Og med planlagte slagteriudvidelser fra to af de absolut største tyske spillere, Tönnies og Westfleisch, så kan det gå fra uroligt til kaotisk.

"Det har været ude af balance i år, men det ser ud til at kunne blive endnu mere næste år. Vi har set 10-15 års vækst i slagtningerne i Tyskland. Nu falder man 2,5 procent og man snakker 5-6 procent fald næste år. Det er en spændende strategi, hvis man udvider kapaciteten, når råvaren falder", mener Jais Valeur.

En kamp om de tyske slagtesvin kan banke noteringerne i vejret og lægge yderligere pres på Danish Crowns konkurrenceevne og målet om de 60 øre/kg. Samtidig kan det udhule forretningen i Tyskland, hvor koncernen årligt slagter godt 3 mio. grise.

Trods den megen uro fastholder Jais Valeur, at man ikke har tabt penge i nabolandet.

"Vi har haft et resultat tæt på nul i Tyskland i år. Det er et ok resultat markedet taget i betragtning", siger han og tilføjer, at resultatet er tæt på nul, men stadig i de sorte tal.

Faktaboks

Danish Crown: De vigtigste punkter i regnskabet

  • Omsætning: 60,9 mia. kr. (62.024 i 16/17)
  • Restbetaling grise: 80 øre/kg. (95 øre)
  • Restbetaling søer: 70 øre/kg (80 øre)
  • Restbetaling kreaturer: 95 øre/kg (1,30)
  • Indvejede grise fra andelshaverne: 1.152 mio. (1.104,9)
  • Andelshavere: 7.166 (6.830)
  • Soliditet (egenkapitalen i forhold til balancen) 26,9 pct. (31,2)

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle