Tysklands slagterigigant: Politikerne må sikre eksporten

Tyske politikere må sikre eksporten, ellers vil de tyske forbrugere risikere højere priser, melder Tönnies.

Den tyske eksport er "særlig vigtig" for det tyske landbrug og tyske politikere må derfor sikre, at der fortsat kan leveres varer til Asien.

Det mener den tyske slagterigigant og markedsleder Tönnies, der efter dagens melding om, at der er fundet afrikansk svinepest i det østlige Tyskland, nu forlanger handling fra politikerne.

Netop usikkerheden om, hvorvidt asiatiske nationer som Kina, Vietnam, Korea, Japan og Thailand vil lukke omgående for al grisekød fra Tyskland som følge af svinepest-udbruddet er det store spørgsmål.

Tyske landmænd og slagterier håber, at landene måske kan gå med til en regionalisering, så kun den delstat eller område, hvor der er fundet døde vildsvin skal undtages.

Den privatejede slagterikoncern slagter omkring hver tredje gris i Tyskland i dag.

I pressemeddelelsen melder Tönnies intet om de to ellers meget store emner for svineproducenter i dag. Vil Tönnies fortsat slagte de sædvanlige mængder af grise de kommende dage - og til hvilken pris. 

Forbrugerpriser kan øges

I stedet fokuseres der udelukkende på at henstille til tyske politikere om at forhandle med de vigtigste handelspartnere i Asien om fortsat adgang.

"Målet er nu at sikre, at Tyskland fortsat leverer svinekødsprodukter som ører, fødder og snude til Asien i fremtiden. Det asiatiske marked er særlig vigtigt for det tyske landbrug, da disse biprodukter, der ikke kan markedsføres i Tyskland, oplever bæredygtig merværdi der", fremgår det af en pressemeddelelse.

"Uden eksportens merværdi antager landbrugseksperter, at forbrugerpriserne vil stige betydeligt. I Europa, med Canada, USA og mange andre lande er der ingen handelsrestriktioner", lyder meldingen, hvor Dr. Wilhelm Jaeger, leder af landbrugsafdelingen i Töennies slår fast, at der er mere end 600.000 job i fødevareindustrien og landbruget i Tyskland og at branchen har brug for stabilitet og faste priser.

I pressemeddelelsen slår Tönnies samtidig fast, at der ingen fare for mennesker er ved at spise grisekød, ligesom at de tyske landmænd bør tage alle, mulige forholdsregler for at holde smitten ude af tambesætninger.

Emneord

ASF i Tyskland

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle