Tyve har stjålet over 100 solcellepaneler

To gange i denne uge har tyve forsøgt at stikke af med solceller fra Nature Energys solcelleparker i Midt- og Vestjylland. Den ene gang lykkedes det tyvene at slæbe af sted med over 100 paneler.

Benzin, træpiller og GPS-udstyr har længe været i høj kurs hos tyve, men nu skal solceller også føjes til listen. Natten til tirsdag har tyve klippet hegnet op til Nature Energys solcellepark på Skjernvej syd for Videbæk.

Her er det lykkedes dem at få skruet omkring 250 paneler ned af anlægget, men formentlig på grund af den store mængde regn og dermed det noget bløde underlag, lykkedes det ikke at få de store paneler slæbt væk fra stedet.

De stod i stedet pænt linet op på række. Det skriver TV Midtvest, der har besøg anlægget sammen med Anders Rahlff Petersen, driftsleder på Nature Energy i Videbæk.

Et solcellepanel vejer omkring 35 kilo stykket.

Mere heldig var en gruppe, der slog til mod solcelleanlægget ved Arnborgvej to kilometer øst for Skjern. Her slap tyve væk med 105 solcellepaneler. Det oplyser Martin Bjerg fra lokalpolitiet i Ringkøbing. Politiet ved ikke, om det er samme gruppe af tyve, der har slået til begge steder.

/kold

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle