Uændret svinepris - men stigning ER på vej

Svinenoteringen forbliver uændret i uge 10, men der er stigning på vej

Den aktuelle svinenotering fra Danish Crown fortsætter uændret i uge 10 og prisen er derfor fortsat på 8,50 kr. pr. kg.for slagtesvin og 5,10 kr. pr. kg. 

Men spørgsmålet er ikke, om noteringen snart vil stige, men kun hvornår og hvor hurtigt det kommer til at ske, lyder det fra Danish Crowns globale salgsdirektør Lars Albertsen i en pressemeddelelse. 

"Alle kigger på Kina. Ingen ved hvilke konsekvenser ASF har haft og får for den kinesiske produktion i år. Den seneste prognose, jeg har set, spår en tilbagegang på mellem 10 og 20 procent i den kinesiske produktion. Og når halvdelen af verdens grise slagtes i Kina, så svarer det altså til et fald på mellem 5 og 10 procent i den globale produktion. Det kan blive en enorm katalysator for priserne på verdensmarkedet", siger han.

Optimismen får yderligere næring af, at udbuddet af grise i den nordlige del af Europa er faldende, så selv om der er udsigt til en lille stigning i produktionen i Frankrig og Spanien, er forventningen samlet set en tilbagegang på tværs af EU på 1-2 procent i år.

"Det lyder ikke af meget, men det er rigeligt til at markedet vil vende, så snart eksporten ud af EU begynder at stige. Vores forventning her i 1. kvartal er en lille stigning, men jeg tror ikke, vi når op på 9 kroner inden 1. april. I andet kvartal kan det derimod komme til at gå stærkt. Her vil vejret få ret stor indflydelse, for lige så snart termometer passerer 20 grader i Sydeuropa - eller faktisk i hele den del af Europa, der ligger syd for Frankfurt - så sker der en ret mærkbar stigning i forbruget af grisekød i Europa", siger Lars Albertsen

Brexit er en joker

Danish Crowns forventning til andet kvartal er en gennemsnitlig notering på mellem 9,50 og 10 kroner. Hvor priserne kommer til at ligge i anden halvdel af 2019, er til gengæld mere usikkert, men for halvåret som helhed er forventningen en gennemsnitlig notering over de 10 kroner.

"Snittet kan også blive højere, men der er så mange faktorer, der spiller ind, at det er umuligt at være mere præcis på nuværende tidspunkt. Noget af det, der fylder meget hos vores kunder udenfor EU, er risikoen for spredning af Afrikansk Svinepest i Europa. Mange af dem vil gerne have så stor sikkerhed for deres forsyning af råvarer som muligt, og der står vi ret stærkt lige nu, fordi der trods alt er relativt langt til Danmark fra de øjeblikkelig udbrud i Polen og Belgien, når de holder os op mod leverandører fra lande som Tyskland, Frankrig og faktisk også Holland", siger Lars Albertsen

En joker lige nu er selvfølgelig Brexit. Lars Albertsen, der i mange år var direktør for Danish Crown i Storbritannien, tror fortsat på en løsning eller i hvert fald en udsættelse, så det ikke ender med et hårdt Brexit ved udgangen af marts.

"Oddsene for at jeg tager fejl er ikke høje, men jeg tror faktisk, det vil være begrænset, hvad et hårdt Brexit vil koste os på den korte bane. De reelle konsekvenser vil først vise sig over tid, så det vil ikke være gift for vores prognose hen over sommeren. En interessant ting er, at vores store samarbejdspartnere på det britiske marked faktisk knytter sig tættere til os lige nu, hvor mange nok ville forvente det modsatte. Men det er nok ret naturligt, at vende sig mod dem man kender bedst, når der er risiko for problemer", slutter Lars Albertsen. 
 

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle