Landbrugsstyrelsen ændrer nu metoden for uanmeldte stikprøver hos økologerne. Det kan blive en sej omgang for landmændene, mener Landbrug & Fødevarer.
I år sætter Landbrugsstyrelsen antallet af traditionelle stikprøvekontroller ned fra 10 til fem procent.
Til gengæld bliver fem procent af obligatoriske økologikontroller - der er mere omfattende og tjekker alle bedriftens forhold - nu uvarslede.
Hans Erik Jørgensen, formand for Økologisektionen hos Landbrug & Fødevarer, er utilfreds med, at de omfattende, obligatoriske kontroller bliver uvarslede.
Det er væsentligt, at landmanden kan planlægge efter, at en eller to dage skal tages ud af kalenderen til økologikontrol, siger han.
"...det kan blive rigtig træls, hvis det fulde årlige kontrolbesøg skal gennemføres uden varsel,” siger Hans Erik Jørgensen i en pressemeddelelse.
Han siger, at uanmeldte stikprøver er med til at holde økologerne på tæerne og styrker økologernes troværdighed, men at styrelsen burde holde det til mindre stikprøvekontroller.
"På min egen bedrift tager den årlige økologikontrol mindst en hel arbejdsdag, og den dag har vi selvfølgelig koordineret med arbejdsplanerne og vores medarbejdere. Der går jo en mand fra til kontrollen, og så er der andre indsatser, vi ikke kan planlægge den dag. Vi skal naturligvis altid have styr på forholdene og være klar til at tage imod et kontrolbesøg, men den nye praksis risikerer at give både landmænd og kontrollerer en unødig dårlig start på besøget. Og det ønsker vi ikke."
L&F: Temabaserede besøg har gavnlig effekt
Landbrug & Fødevarer har derfor opfordret til, at de uanmeldte kontrolbesøg fortsat afvikles som temabaserede kontroller, der kan klares på et par timer i stedet for en hel dag, da erfaringerne ifølge L&F viser, at de temabaserede kontrolbesøg har en yderst gavnlig effekt.
Kirsten Lund Jensen, der er økologichef hos Landbrug & Fødevarer, siger:
"Vi noterer os, at Landbrugsstyrelsen er opmærksom på, at det kan være nødvendigt at dele kontrollen op, så landmanden får tid til at fremskaffe det materiale, der skal fremvises på kontrollen. Vi vil nu følge erfaringerne med de nye kontrolbesøg, så vi også får sikret, at der tages hensyn til, hvordan besøget påvirker landmandens planer og det samlede kontrolbesøg. For vi er alle interesserede i at sikre ’det gode kontrolbesøg’, som Landbrugsstyrelsen jo også har som mål", siger hun.