Uanset stald og race: De bedste mælkeproducenter opnår 12 pct. afkast

De bedste mælkeproducenter hentede op mod 12 pct. i afkast på deres produktion i 2020.

Det spiller ingen rolle om køerne malkes i malkestald eller karussel, er store eller små eller er konventionelle eller økologiske. Indenfor alle grupper er det muligt at hente en to-cifret afkastningsgrad på at producere mælk.

Det var et af de centrale budskaber til et webinar, hvor Seges lancerede resultaterne af Business Check Kvæg 2020.

I gennemsnit er der opnået afkastningsgrader fra 5,5 til 7 procent på tværs af produktionssystemer og racer. Men en gruppering af bedste, mellemste og ringeste tredjedel viser, at der indenfor de enkelte produktionssystemer er mælkeproducenter, der i 2020 opnåede et afkast på knap 12 procent på produktionen.

"Man kan derfor ikke sige, at ét bestemt staldsystem eller race betyder noget for potentialet til at nå et højt afkast. Det er muligt for alle grupper", sagde specialkonsulent Morten Nyland Christensen, Seges.

Skal man pege én enkelt gruppe ud, så er potentialet en lille smule mindre for bedrifter, der anvender automatisk malkning. Her hentede den bedste tredjedel et afkast på ti procent.

Det skyldes ifølge Morten Nyland Christensen, at der er bundet 6.000 kroner mere i kapital pr. årsko i en besætning med automatisk malkning.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle