Udbrud af hønsetyfus fundet i besætning med 1600 fasankyllinger

Sygdommen hønsetyfus er fundet i en besætning med fasankyllinger ved Ringsted. Sygdommen er ikke konstateret i Danmark siden 2010.

Der er påvist hønsetyfus i prøver fra en besætning med fasankyllinger ved Ringsted.

Sygdommen blev fundet i besætningen med 1600 fasankyllinger, efter der begyndte at optræde en akut høj dødelighed blandt dyrene.

Det har Statens Seruminstitut den 28. maj meddelt Fødevarestyrelsen.

Hønsetyfus forårsages af 'salmonella biovar pullorum' eller 'salmonella biovar gallinarum'. Hønsetyfus er en liste 1 sygdom, det vil sige, den er anmeldepligtig ved mistanke om sygdom.

Alligevel har sygdommen er ikke konstateret i Danmark siden 2010.

"Jeg ved ikke præcis hvor mange fasankyllinger, der døde, men dødeligeheden var større end forventeligt", siger Tim Petersen, souschef i dyresundhed hos Fødevarestyrelsen til landbrugsavisen.dk.

"Vi ser ingen grund til at være bekymrede. Men der er grundlag for, at vi siger til dyrlægerne, at man skal være opmærksom på den sygdom, når nu den ikke har været konstatere siden 2002. Så kunne der være fare for, at den gik i glemmebogen, derfor har vi gjort opmærksom på den i dyrlægernes nyhedsbrev", fortsætter Tim Petersen.

Sygdommen kan forekomme overalt i verden

Den form af hønsetyfus, der kaldes 'salmonella pullorum' optræder i akut form hos helt unge kyllinger, mens formen 'salmonella gallinarum' ses i opdrætningsperioden eller hos æglæggende dyr, skriver styrelsen.

Sygdommen kan findes hos både vilde og tamme fugle af hønseslægten og forekommer hos hønsefugle overalt i verden.

Det er ikke altid muligt at se, at dyrene er smittet, da dyrene kan være symptomfri smittebærere. Smitten overføres til kyllinger via ægget, og giver reduceret antal kyllinger ved klækning og øget dødelighed i første levedøgn.  Ved akutte udbrud kan dødeligheden udgøre fra få til over 50 procent.

Ved smitte mellem fjerkræ ses svage, nedstemte, utrivelige og varmesøgende kyllinger, med hvidlig misfarvet diarré og respirationssymptomer og giver øget dødelighed blandt kyllingerne fra 4.-5. levedøgn til omkring tre ugers alderen.

Det skriver styrelsen, der opfordrer dyrlæger til være opmærksomme på sygdommen.

Rettet d. 3-5-2019: Tidligere fremgik det, at hønsetyfus ikke var konstateret i Danmark siden 2002, men Fødevarestyrelsen har tjekket, og det korrekte årstal er 2010.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle