Udbryderen Rohde kritiserer Radikale: "Vi har ikke råd til at smide landbruget under bussen"

Jens Rohde smækker med døren på vej ud af Radikale Venstre, som han mener er ude på at udskamme og smide landbruget under bussen.

Folketingspolitikeren Jens Rohde meldte tidligere ud mandag, at han forlader sit parti, Radikale Venstre.

Det fortæller han på Facebook, hvor han opremser en række årsager til, at hans egen overbevisning og partiets førte politik ikke længere hænger sammen.

Blandt andet på klimaområdet, hvor han understreger, at en ambitiøs klimapolitik er vigtig, men at "livet også skal kunne leves i både land og by", hvorefter han nævner landbruget:

"Vi har heller ikke råd til at smide dansk landbrug ind under bussen og udskamme verdens mest miljø- og dyrevenlige produktion", lyder det fra Jens Rohde, der fortsætter:

"Nuvel, vi skal udvikle landbruget mere grønt. Men det må ske i respekt for og sammen med og ikke imod landbruget. Den balance finder jeg desværre ikke i det nuværende Radikale Venstre".

Det er ikke første gang i nyere tid, at det gamle husmandspartis får hug for noget landbrugsrelateret af et tidligere medlem.

For nyligt kritiserede nu tidligere medlem og landmand Henrik Bertelsen en paneldebat om landbruget, partiet havde arrangeret.

"Her har vi så endnu et eksempel på, hvor RV er nu. Man inviterer et panel, der kan underbygge nøjagtigt det, I mener i forvejen. Og tag bare biodiversitet som område - her er der ingen i panelet med indsigt i det", lød kritikken fra Bertelsen på Facebook.

Emneord

politik

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle