Udbuddet af slagteklare grise stiger: Noteringen holdes dog i ro

Danish Crowns grisenotering holdes i ro - til gengæld falder sonoteringen med 30 øre.

Udbuddet af slagteklare grise stiger lige nu i Nordeuropa, men det har ikke skubbet nævneværdigt til balancen mellem udbud og efterspørgsel i markedet.

Sådan lyder meldingen fra Danish Crown, der derfor melder om en uændret grisenotering i den kommende uge.

Dermed må andelshaverne hos slagteriet for femte uge i træk konstatere, at noteringen for slagtegrise bliver på 12,40 kroner per kilo, når det bliver mandag.

Prisen for søer tager dog et prisdyk på 30 øre og falder fra 9 kroner til 8,70 kroner per kilo. 

Det sker, selvom der i øjeblikket slagtes mange søer, melder slagteriet, der må udsætte 330 søer til uge 40 og cirka 600 søer til uge 41. Det er regnskabsafslutningen hos slagteriet, der har medført flere tilmeldinger, lyder forklaringen.

- Overordnet set er der en stabil efterspørgsel, men salget flytter sig lidt på tværs af vores markeder, hvilket er helt typisk for årstiden. Vi ser priserne sætte sig lidt på nogle artikler, til gengæld er der andre som sælges til bedre, så overordnet set er billedet uændret, fortæller Mads Stougaard, der er markedsdirektør i Danish Crown.

Svært at få merpris i Asien

Salget af frosne varer er fortsat stabilt ud af EU, men efterspørgslen fra Asien er ikke prangende, melder slagteriet.

Udfordringen er at få givet priserne i Asien et løft, som afspejler det, priserne i Europa har flyttet sig det seneste halve år.   

- En stor del af vores attraktive salg til Asien går til kunder i foodservicesektoren. Priserne derude er fortsat attraktive sammenlignet med Europa, men vi får ikke den merpris for vores varer, som vi skal have, når vi holder det op mod den kvalitet, som vi leverer. Det ved vores kunder godt, så lige nu flytter vi noget salg til andre markeder udenfor Europa, som er mere attraktive, indtil priserne i Asien kommer op, siger Mads Stougaard.

Onsdag faldt den tyske slagtegrisenotering med 10 cent til 2,00 euro per kilo. Det svarer til cirka 14,90 kroner. 

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle