Udenlandske praktikanter i Danmark afskåret fra sygesikringskort under corona-krisen

Corona giver udfordringer for udvekslingsorganisationen Travel to Farm. Nogle af dem unødvendige, mener T2F.

Udenlandske landbrugspraktikanter er under coronakrisen afskåret fra at blive registreret i Folkeregistret.

Optagelse i Folkeregistret er forudsætningen for at få udstedt et sygesikringsbevis, men selvom de unge kommer med både pas og arbejdstilladelse, møder de en lukket dør. Årsagen er, at Borgerservice er lukket ned i de mange uger under coronakrisen.

Det fortæller programkoordinator Hans-Henrik Jørgensen fra non-profit udvekslingsorganisationen Travel to farm, som finder situationen uholdbar.

"Helt grundlæggende kan vi ikke have praktikanter i landet, som ikke er dækket af sygesikringen", siger han.

Hans-Henrik Jørgensen understreger, at Travel to Farm har løst problemet for de pågældende ved at tegne private sygeforsikringer.

"Men det ærgrer mig da, at vi skal have den udgift på en forsikring, de automatisk ville få, hvis bare de kunne blive skrevet i Folkeregistret".

Hvad med en glasrude

Hans-Henrik Jørgensen undrer sig over, at man ikke forlængst har stillet en løsning til rådighed.

Offentlige myndigheder tilbyder mange digitale løsninger, men man skal fortsat identificere sig fysisk og med pas i en række sammenhænge.

"Men det kunne jo sagtens foregå gennem en glasrude", siger Hans-Henrik Jørgensen.

"Det er sådan nogle ting, man kan undre sig over. At man har valgt at lave den der totale nedlukning af den offentlige sektor".

Biometri-problemer

Coronakrisen giver mange andre store og små praktiske problemer for det lille bureau på Axelborg, der formidler udenlandske praktikanter til Danmark og danske unge i praktikophold i udlandet.

Hans-Henrik Jørgensen er programkoordinator for »udlændinge ind«-delen. Her er et andet problem, at det for tiden ikke er muligt at få udstedt nye opholdstilladelser for praktikanter fra lande uden for EU. For at få udstedt et Schengen-visum, skal de nemlig have optaget en »biometri«, det vil sige ansigtsfoto og fingeraftryk lagret på en chip til opholdskortet.

Men det kan ikke lade sig gøre, hverken i Danmark eller på danske ambassader i udlandet.

"Derfor kan man ikke lukke de sager", siger Hans-Henrik Jørgensen.

"Hvorfor er det, at man ikke kan få taget det fingeraftryk på en ambassade eller ved det lokale politi her i landet? Det undrer os".

Forlængelse i tre måneder

Hans Henrik Jørgensen understreger, at det er en stor hjælp for landmænd, der benytter udenlandske landbrugspraktikanter, at udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye har åbnet for, at de nuværende og herboende praktikanter kan forlænges i tre måneder.

"Det betyder, at folk indtil videre har været indstillet på at afvente, at de øvrige problemer bliver afhjulpet".

12 venter i udlandet

Coronakrisen har dog også givet praktiske problemer for Travel to Farm, som de danske myndigheder ikke kan klandres for.

Det gælder bl.a. 12 udenlandske landbrugspraktikanter fra Thailand, Filippinerne, Brasilien og Vietnam.

De nåede alle at få opholdstilladelse og schengen-visum på plads inden corona i midten af marts slog kloen i det meste af verden.

Nu afventer de bare rejsemuligheder. Det gælder syv fra Thailand, to fra Filippinerne, to brasilianere og en vietnameser.

Nogle af dem kan ikke rejse internt i deres lande, for andre er problemet, at lufthavnene er lukket, eller der er meget få flyafgange til råddighed.

Nogle få har det problem, at de danske værter ikke har plads til dem lige nu, fordi deres nuværende praktikanter ikke kan komme ud af Danmark.

"Ingen har dog meldt fra endnu, så vi håber, at alle planlagte ophold kan gennemføres", siger Hans Henrik Jørgensen.

Åbner måske snart

Hans-Henrik Jørgensen oplyser torsdag, at han netop har fået en ekstraordinær aftale med i Borgerservice i Vejle. Det løser problemet for to ukrainske praktikanter.

Også SIRI (Styrelsen for International Rekruttering og Integration) har meldt ud, at man forventer, at det inden længe igen bliver muligt at få optaget biometri i Danmark for ’visse grupper’, herunder førstegangsansøgere på landbrugsområdet, som allerede opholder sig i Danmark.

"Men det hjælper jo ikke de ansøgere, der opholder sig i deres hjemland og som har brug for opholdstilladelsen for at indrejse", siger Hans-Henrik Henrik Jørgensen.

Faktaboks

Om Travel to Farm

Travel to Farm er en non-profit udvekslingsorganisation med speciale i udveksling inden for de grønne områder.

Hvert år sender Travel to Farm ca. 130 unge danskere til udlandet og modtager omkring 60 udenlandske praktikanter i Danmark.

Bag Travel to Farm står Landbrug & Fødevarer, LandboUngdom, Danske Landbrugsskoler og Dansk Agronomforening. I 2019 indtrådte desuden Dansk Gartneri.

Travel to Farm har sekretariat på Axelborg hos Landbrug & Fødevarer.

Virksomheden har mere end 100 år bag sig - den blev etableret i 1912 under navnet Landøkonomisk Rejsebureau.

Emneord

coronavirus

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle