Udlover 30.000 kroner i Agromek-konkurrence: Man skal da fejre en sejr

Calvex fejrer sit 30års jubilæum med en stor konkurrence på Agromek.

Et 30 års jubilæum skal da ikke gå stille af sig. Man skal da fejre sin sejr og overlevelse.

Det mener Brian Pedersen, adm. direktør og indehaver af Calvex, som benytter Agromek til at fejre firmaets runde dag.

Gæster på firmaets stand kan medvirke i en konkurrence, hvor hovedpræmien er 30.000 kroner, som kan veksles til produkter i firmaets webshop. Hertil kommer en lang række mindre gavekort og præmier, fortæller han.

Selvom der er tale om en stor pengepræmie, er det ikke en fejring på højde med det, Brian Pedersen havde forestillet sig.

I starten af januar blev firmaet ramt af en omfattende brand på sit nye hovedkvarter ved Skive, og nu lejer man sig ind i nærområdet indtil en ny fabrik står klar.

- Jeg havde forestillet mig, at vi skulle holde en kæmpe fest i egne lokaler og samtidig fejre det på Agromek. Nu byder omstændighederne, at vi må nøjes med det sidste, siger Brian Pedersen.

Han tilføjer, at Agromek-messen har en stor aktie i firmaets historie, hvor messen har været løftestang til at promovere produkterne, som er målrettet fodring og pasning af kalve.

Emneord

Agromek 2022

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle