Udvalg: Milliarder skal forskønne landsbyer de næste 10 år

Puljen til landsbyfornyelse skal forlænges og mangedobles. Det foreslår Udvalget for levedygtige landsbyer.

En massiv økonomisk indsats fra stat og kommuner i form af en forlængelse og forøgelse af Puljen til landsbyfornyelse til minimum 330 mio kr. årligt skal de næste ti år bidrage til at skabe stærke og levedygtige landsbyer og attraktive bosteder uden ’rådne tænder’ i bybilledet.

Sådan lyder én af anbefalingerne fra Udvalget for levedygtige landsbyer, som i dag har afleveret i alt 17 anbefalinger til regeringen om, hvordan regeringen, kommuner og lokalsamfund kan skabe stærke landsbyer - og dermed bidrage til regeringens ambition om vækst og udvikling i hele Danmark.

Kæmpe investering

Med anbefalingen om at øge den statslige del af Landsbypuljen fra de nuværende ca. 55 mio. kr. om året til 330 mio kr. , vil der over de næste 10 år være tale om en milliardinvestering på 3,3 mia. kr.

Og lægges kommunernernes andel på 40 pct. af finansieringen af Puljen til landsbyfornyelse oven i, vil der være tale om en saltvandsindsprøjtning til landbyerne i en størrelsesorden, der kan sammenlignes med tidligere årtiers byfornyelser af de københavnske brokvarterer.

Udvalget erkender da også, at det med anbefalingerne om ’væsentlige omkostninger for staten’ er gået ud over sit kommissorium, men beggrunder det med, at det mener, ’det er nødvendigt med en tidssvarende boligmasse, hvis landsbyerne skal være attraktive.'

Det indebærer bl.a., at ’boligmassen skal tilpasses efterspørgslen, hvilket mange steder kræver en reduktion i antallet af boliger.«

»Det er en vigtig men også en udfordrende opgave at skabe udvikling i landdistrikterne, herunder også at tage hånd om nogle af de centrale udfordringer, landbyerne står overfor,« siger Jens Kr. A. Møller, direktør i DLR Kredit, som har været formand for udvalget.

Kommuner skal planlægge

Blandt udvalgets andre centrale anbefalinger er, at kommunerne via planloven pålægges en forpligtelse til at foretage en strategisk planlægning for kommunernes landsbyer og landområder.

Tilflyttere skal have bedre muligheder for at kende den lokale skoles og busforbindelsernes fremtid f.eks.

Udvalget anbefaler også, at BoligJobordningen udvides til at omfatte lønomkostninger til nedrivning af boliger, der ligger i landzone.

Videre foreslås, at der bliver nedsat et ekspertudvalg, som skal udvikle en model for privat-offentlig finansering af renovering, ombygning og nedrivning i landsbyer og landdistrikter.

Minister vil se på anbefalinger

»Det er afgørende for Danmark, at vi skaber udvikling i alle dele af landet, og at vi gør det attraktivt at bo og leve overalt. Det kræver blandt andet, at vi får skabt gode stærke lokalsamfund og landsbyer, som udvikler sig,« siger erhvervsminister Brian Mikkelsen (Kons.)

Han »ser frem til at se nærmere på de anbefalinger, som udvalget er kommet med, så vi kan fortsætte regeringens ambition om at skabe vækst og udvikling i hele Danmark.«

FAKTA

Udvalget for levedygtige landsbyer blev nedsat af regeringen i juli 2017.

Det skete som en del af den politiske aftale mellem regeringen, S og DF om ’Danmark i bedre balance’ og modernisering af planloven.

Anbefalingerne blev præsenteret ved et pressemøde i den vestsjællandske landsby Nyrup.

Læs mere på em.dk

 

 

De 17 anbefalinger

Her er Udvalgets 17 anbefalinger:

1. Strategisk planlægning af kommunens landområder og landsbyer.

Udvalget anbefaler, at der i planloven indarbejdes en forpligtelse for kommunerne til i kommuneplanlægningen at foretage en strategisk planlægning for kommunens landsbyer og landområder.

2. Vurdering af de enkelte landsbyer og landområder med henblik på at sikre en differentieret og målrettet udvikling.

Udvalget anbefaler, at kommunerne forpligtes til i dialog med lokalsamfundet at foretage en vurdering af de enkelte landområder eller landsbyers tilstand, udfordringer og muligheder med henblik på at sikre en differentieret og målrettet udvikling af de enkelte landsbyer og landområder.

3. Særlig indsats i udpegede rekonstruktionsområder.

Udvalget anbefaler, at der i områder med betydelige udfordringer (kommunalt udpegede rekonstruktionsområder) skal være adgang til et katalog af særlige indsatser, der skal understøtte den løbende omstilling til et område med andre kvaliteter end bosætning og erhvervsvirksomheder, når der foreligger en rekonstruktionsplan med målsætninger for området.

4. Styrket indsats til nedrivning og istandsættelse af boligmassen.

Udvalget anbefaler, at Pulje til landsbyfornyelse forlænges og forøges fra 2019 til minimum 330 mio. kr. årligt i en ti-årig periode, og at der i første halvdel af denne periode foretages en ny behovsvurdering med henblik på eventuel yderligere finansiering og tilpasset anvendelse af puljen.

5. BoligJobordningen udvides til at omfatte nedrivning i landzone.

Udvalget anbefaler, at regeringen udvider BoligJobordningen til også at omfatte lønomkostninger til nedrivning af boliger beliggende i landzone.

6. Nye finansieringsformer til at tilpasse bygningsmassen.

Udvalget anbefaler, at der nedsættes et ekspertudvalg med kendskab til finansiering og landsbyernes særlige behov for modernisering af boligmassen med henblik på at udvikle en model for privat finansiering i kombination med offentlig og/eller filantropisk tilskud til renoverings-, sanerings- og ombygningsopgaver samt eventuel nedrivning i landsbyer og

landdistrikter. 7. Mulighed for at omplacere boliger i det åbne land.

Udvalget anbefaler, at der nedsættes en tværministeriel arbejdsgruppe med henblik på at udarbejde en model for omplacering af boliger i det åbne land, f.eks. med mulighed for oprettelse af nedrivningsfonde på kommuneniveau. Hensigten med ordningen skal være, at der på sigt bliver færre men bedre boliger i det åbne land.

8. Et tilpasset og mere varieret boligudbud.

Udvalget anbefaler, at kommunerne i dialog med lokalsamfundet vurderer boligbehovet i kommunens landsbyer og understøtter en tilpasning af udbuddet til den aktuelle efterspørgsel, herunder ved at understøtte etablering af et varieret udbud af leje- og andelsboliger for bl.a. familier og ældre i landsbyerne.

9. Øget tilgængelighed til landskab og natur.

Udvalget anbefaler, at kommunerne i deres fysiske planlægning er opmærksomme på i dialog med lodsejerne at fastholde og om muligt øge tilgængeligheden til landskab og natur som en særlig attraktion og bosætningsmotiv i landsbyerne.

10. En mere langsigtet planlægning af de nære offentlige servicetilbud.

Udvalget anbefaler, at kommunerne i højere grad planlægger for en langsigtet udvikling i de nære offentlige servicetilbud, så der skabes forudsigelighed og sikkerhed om det fremtidige serviceniveau hos beboere og tilflyttere.

11. Nye kollektive trafikløsninger.

Udvalget anbefaler, at stat og kommuner arbejder for en kollektiv trafikplanlægning, der sikrer tilfredsstillende forbindelser i landsbyerne og for fremtiden arbejder med at inddrage private og offentlige aktører i transportløsningerne.

12. Samlokalisering af faciliteter og aktiviteter.

Udvalget anbefaler, at de enkelte lokalsamfund i højere grad udnytter fordele ved at sammentænke og dele fælles faciliteter, forenings- og fritidsaktiviteter, offentlig og privat service, forsyning mv.

13. Bedre digital infrastruktur.

Udvalget anbefaler, at staten fortsat arbejder for at sikre mobildækning og udrulle bredbånd for at fremtidssikre erhverv og bosætning i landdistrikterne.

14. Erhvervsudvikling med fokus på stedbundne potentialer.

Udvalget anbefaler, at kommunernes erhvervsfremme og erhvervsudvikling i særlig grad har fokus på landsbyernes eksisterende faciliteter og

stedbundne potentialer.

15. Bedre tilgængelighed til arbejdsmarkedet.

Udvalget anbefaler, at det forhøjede befordringsfradrag i yderkommunerne videreføres fra 2019, men at der nedsættes en arbejdsgruppe, der skal fremlægge forslag til en mere målrettet ordning.

16. Tættere dialog og samarbejde mellem kommune og lokalsamfund.

Udvalget anbefaler, at udvikling af landsbyerne sker i samråd mellem kommunen og lokalbefolkningen med henblik på at sikre en bredt forankret udvikling med en fælles retning, både når det handler om fysisk planlægning og velfærdsløsninger.

17. Mere fokus på faciliteter og aktiviteter, der samler landbysamfundene.

Udvalget anbefaler, at staten via midler fra Landdistriktspuljen samt Landdistriktsprogrammet og kommunerne understøtter fastholdelse og etablering af fælles faciliteter til forenings- og fritidsliv, fælles mødesteder, begivenheder samt mulighed for deleøkonomiske løsninger i landsbyerne.

Relaterede

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle