Udvalgt til weekend: 11-årige Roans forældre gik konkurs - skrev brev til banken

11-årige Roans forældre har været åbne omkring deres problemer. Det er det rigtige at gøre, siger ekspert.

I december 2018 måtte Peter og Marlijn Hulsbos fra Toftlund erklære sig konkurs, da deres renteswap udløb.

Ifølge Peter Hulsbos er det resultat af, at deres to kreditinstitutter ikke vil tale sammen. Derfor er mælkeproducenten og hans kone meget ulykkelige over situationen. Trods det at parret besluttede at være åbne overfor deres seks børn, så har især deres søn Roan været frustreret.

"Han var meget sur over det, han ville køre ned til banken og skælde dem ud", fortæller Peter Hulsbos.

Men da en opmærksom skolelærer i stedet bad knægten sætte sig ned og skrive sine frustrationer ud, støttede forældrene ham.

"Vi sagde til ham, at hvis han skrev sine tanker ned, så ville vi gerne hjælpe ham med at blive hørt", siger Peter Hulsbos. Derfor sendte de forleden Roans brev til LandbrugsAvisens redaktion.

Brevet kan også læses her.

Vigtigt at være åben

Peter og Marlijn Hulsbos´ håndtering af deres konkurs får ros af seniorkonsulent i Børns Vilkår, Bente Boserup.

"Det som altid er vigtigt, at når der opstår kriser i en familie, så få talt med børnene om det. At man sætter sig ned med børnene og, nøgternt og forståeligt, forklarer, hvad der er sket, og hvad der skal ske", siger Bente Boserup.

Hun forklarer, at det er normalt, at børn berøres af økonomiske problemer, og at Børns Vilkår ved, også via samtaler med børn på Børnetelefonen, at det ofte er uvisheden omkring skole, bolig og venner, der optager børnene.

"Derfor skal man være åben omkring det, og fortælle barnet det man ved. Og så lade barnet vide, at det ikke har nogen skyld i det. Man må ikke tie stille for at »skåne« børnene, det har modsat effekt", fortæller seniorkonsulenten.

Børn bliver nemlig utrygge hvis de oplever, at de voksne tilbageholder noget, eller ligefrem lyver.

Godt at barnet reagerer

Bente Boserup understreger, at det kun er godt, når børn som Roan reagerer. Om det er med vrede eller tristhed er ligemeget, bare de reagerer.

"Det er selvfølgelig frygteligt at stå i som forælder, men man skal give barnet plads til at være vred eller trist. Og så huske at snakke om, at det nu engang er sådan det er".

"Mor og far havde en aftale med banken, og den går ikke, så derfor er det sådan", for eksempel", siger Bente Boserup.

Af samme grund opfordrer hun til, at man informerer skolen, så lærerne kan tage snakken med barnet og klassen, og samtidig vise hensyn hvis barnet har en dårlig dag, eller sover dårligt. Og så skal man være opmærksom på at barnet ikke isolerer sig fra sine venner. Og kan barnet svare på vennernes spørgsmål osv. så vil barnet have bedre chancer for ikke at trække sig.

Svært at holde tårer tilbage

Peter Hulsbos uddyber, at han og Marlijn har valgt at være åbne omkring situationen. Det vil sige, at så snart de selv vidste de ville indgive konkursbegæringen, fik børnene det at vide.

"Vi har sagt, at de bare skal spørge, og så svarer vi. Men vi har også sagt, at der er ting, som vi heller ikke ved", siger Peter Hulsbos.

Han mener det er vigtigt at børnene kan stole på deres forældre, og at man fortæller dem sandheden.

Dog har han og Marlijn valgt, at Marlijn og børnene er flyttet fra gården, for at skåne børnene for besøget fra advokat, bank og kurator. Selv passer han stadig gården, indtil der ligger en plan.

"Vi fortryder stadig ikke, at vi kom fra Holland til Danmark dengang, børnene har elsket det. Men det var svært at holde tårene fra øjnene, da jeg læste Roans brev", siger en rørt Peter Hulsbos.

Han fortæller, at der på børnenes skole er andre børn, hvis forældre også er under konkurs. Derfor roser han de opmærksomme lærere, der fik Roan til at sætte ord på sine frustrationer.

Og så er det vigtigt, at man ikke glemmer børnene under en konkurs.

"Det er ikke kun forældrene der mister deres arbejde. Det er en familie der mister sit hjem", siger Peter Hulsbos.

Faktaboks

Børnetelefonen:

  • Kan findes på www.bornetelefonen.dk til chat
  • Kan ringes til på 116 111
  • Børns Vilkår kan kontaktes på 35 55 55 59

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle