Udvalgt til weekend: 28-årig tredobler produktionen på ny bedrift

Efter otte år som selvstændig har Morten Dalby Jensen sat sin første ejendom til salg. Køerne er flyttet til hans drømmeejendom, hvor der er plads til udvikling.

"Det er drømmebedriften. Gården er mere, end hvad jeg turde drømme om. Det er her, de store ambitioner kan føres ud i livet".

Morten Dalby Jensen stråler af glæde, når han taler om Østerbygaard ved Hovborg, som har været hans siden september.

En veldreven ejendom med store, rationelle stalde bygget op i årene 2007 til 2013. Og selv om kvægbesætningen var blandt landets bedste, er der potentiale til meget mere i både dyr, jord og stalde, mener han.

Potentialet kneb det med på den ejendom ved Sunds, som Morten Dalby Jensen købte som 20-årig. Det ville blive alt for dyrt at udvide til flere end de 240 køer, som besætningen var udvidet til ad flere omgange.

"Så jeg tog et stort spring ved at købe Østerbygaard og flytte herned med mine køer", fortæller Morten Dalby Jensen.

Sorte tal og samarbejde

Vejen til Østerbygaard blev banet via otte års erfaring som selvstændig mælkeproducent med sorte tal på bundlinien hvert eneste år. Dertil kommer et tæt parløb med flere pengeinstitutter, hvor Andelskassen og Sydbank især skal trækkes frem.

Via Andelskassen fik Morten Dalby og kæresten et fælles job som driftsleder på et konkursbrug med 700 køer, et job, de bestred ved siden af driften af ejendommen ved Sunds.

"Det var på den enorme ejendom, at jeg blev sulten. Jeg vil gerne udvikle, se ting vokse og have et landbrug, hvor der sker noget", fortæller Morten Dalby Jensen.

Dagen efter, at Østerbygaard blev annonceret til salg, gik han i dialog med Sydbank, som stod med ejendommen sammen med DLR Kredit, og to måneder senere var ejerskiftet en realitet.

Gensidig respekt

Morten Dalby Jensen kom ikke til Østerbygaard med en betydelig opsparing. Faktisk mangler han endnu at sælge ejendommen ved Sunds.

"Men jeg har en plan for bedriften, og Sydbank ser de samme muligheder som jeg. Det har nok været afgørende for, at jeg var den heldige, som fik lov at skrive under", mener Morten Dalby Jensen.

Han prioriterer højt, at der skal være en gensidig tillid og respekt mellem landmand og kreditgivere, en indstilling, som allerede har bevilget den unge mælkeproducent en million kroner til opgraderinger og på den korte bane også en stalduvidelse.

"Vi har investeret i en lang række små elementer, som gør hverdagen lettere, og som gør det muligt, at vi altid kan gøre vores bedste. For jeg vil være den bedste", slår han fast.

Selv definerer han den bedste som den, der har lav dødelighed, minimeret medicinforbrug og sunde, velfungerende køer og tilfredse medarbejdere.

"Det er vejen til at tjene penge", mener Morten Dalby Jensen, som kan producere et kg mælk til 2,20 kroner.

Det skal være mit

Købet af Østerbygaard er sket med hjælp fra bank, kreditforening og Dansk Landbrugskapital. At samarbejde med en investor har aldrig været et tema.

"Det skal være mit eget, for at jeg kan bevare motivationen. Jeg vil ikke gemme mig bag en pengemand. Når jeg selv ejer det, har jeg noget at leve op til, og det driver mig hver eneste dag", siger Morten Dalby Jensen.

Mortens rejse

  • 2010: Morten Dalby Jensen køber en økologisk mælkeproduktion ved Sunds. I løbet af de næste otte år udvides besætningen fra 130 til 240 køer.
  • Forår 2017: Morten kortlægger mulighederne for fremtidig vækst på ejendommen ved Sunds. Resultatet bliver, at al udvidelse vil blive dyrt købt.
  • Sommer 2017: Morten kontakter Andelskassen, som har flere, større konkursramte kvægbrug i sin portefølje. Overvejer en ejendom i Midtjylland, men dropper tanken. 
  • 2017-2018: Sammen med sin kæreste ansættes Morten som driftsleder på et konkursramt kvægbrug med 700 køer ved Give. Driver sideløbende sin ejendom ved Sunds.
  • September 2018: 1. september overtager Morten Østerbygaard som et dødsbo. Morten indstiller mælkeproduktionen i Sunds og flytter sine 240 køer til Hovborg, hvor han nu samlet set har 800 køer. En del af kvierne opstaldes p.t. på bedriften ved Sunds. Under etableringsarbejdet har han arbejdet tæt sammen med chefrådgiver Ida Ringgaard fra Vestjysk. Ejendommen er finansieret af Sydbank, DLR Kredit og Dansk Landbrugskapital.

Faktaboks

Østerbygaard

  • Driver inklusiv lejet jord 350 hektar (ejer de 265 hektar)
  • Producerer 8,5 mio. kg mælk
  • Ti ansatte
  • Stalde fra årene 2007-2013

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle