Udvalgt til weekend: Britiske fåreavlere er fanget i Brexit

Richard Spencer stemte for Brexit og ville ikke gøre det om, selvom det i værste fald kan tage livet af hans forretning.

"Vi briter er ved at miste vores identitet i EU, og vi skal ud, så vi kan få den tilbage".

Fåreavler Richard Spencer er en mand af principper, men viljefastheden kan undre, når man ved, at landmandens fremtid lige nu er på spil i det politiske kaos, der er døbt Brexit.

LandbrugsAvisen er taget til området Midlands i England, hvor tv-efterforskeren kriminalkommissær Barnaby hver lørdag på DR1 jagter mordere i de idylliske småbyer.

Det er ikke til at mærke, at en international skilsmisse er under opsejling, når man kører ad de smalle landeveje, der snor sig i det bakkede engelske landskab. Langs vejen er markerne opdelt af stendiger, levende hegn og trådhegn kun afbrudt af små landsbyer med en kirke, en pub og måske 50 huse.

I amtet Derbyshire bor Richard Spencer med sin hustru Rosemary på gården Bentley Farms. Gæstfrie, godmodige mennesker, der elsker det landskab, de bor i.

"DEFRA (det engelske landbrugsministerium, red.) siger, at der skal være mindre landbrug og mere natur i landskabet. Det forstår jeg ærlig talt ikke. Det er os landmænd, der har formet det her smukke landskab", siger Richard Spencer og skuer begejstret ud over dalen bag Bentley Farms, hvor en god portion af de cirka 650 moderfår, der enten har læmmet eller er drægtige, græsser på de skrånende marker.

Eksport kan forsvinde

En anderledes alvorlig mine placerer sig på fåreavlerens skæggede ansigt, da vi bevæger os ind i køkkenet og flytter samtalen over på Brexit, mens Rosemary serverer te og småkager.

For over hovedet på ham og resten af landets fåreavlere hænger en trussel om toldsatser på op til 45-50 procent på de over 120.000 ton lammekød, Storbritannien hvert år eksporterer til EU, hvis Brexit ender uden en aftale.

EU er nemlig Storbritanniens største aftager af lammekød, og derfor er det noget af et dommedagsscenarie, Richard Spencer serverer til teen.

"Det her er alvorligt. Både for vores forretning her på gården, og for britiske landmænd i det hele taget. Hele erhvervet balancerer på en knivsæg, og det kan gå grueligt galt", siger landmanden og fortsætter:

"Vi kommer til at stå med et alvorligt problem med handel på kort sigt. Men det, der skræmmer mig allermest, er, at landbrugspolitikken nu bliver lagt i hænderne på vores egne politikere på længere sigt. I EU har vi britiske landmænd redet på ryggen af især de franske bønders store indflydelse og generelt EU-politikernes vilje til at støtte de europæiske landmænd og landdisstrikterne. De britiske politikere har hverken den vilje eller indsigt i landbrugsområdet. De sælger os gerne for at kunne give befolkningen billige, importerede fødevarer".

Stemte for Brexit

Richard Spencer ved, at hans forretning er truet på livet. Alligevel står han ved sin beslutning om at stemme for Brexit tilbage i 2016.

"En organisation, der bruger over hundrede millioner pund på noget så latterligt som at flytte mellem Bruxelles og Strasbourg hver måned, skal ikke bestemme, hvordan jeg driver mit landbrug", siger landmanden, der dog erkender, at han ikke var klar over de fulde konsekvenser, da han stod i stemmeboksen:

"Det var jeg måske ikke, og det var befolkningen som helhed ikke. Afstemningen kom til at handle om indvandring, som mange gerne vil have stoppet. Der druknede de mange andre konsekvenser.

Men du ville stemme det samme igen?

"Det ville jeg. Jeg er en mand af principper, og det holder jeg fast i".

Også selv om det kan få alvorlige konsekvenser for din virksomhed?

"Konsekvenserne kan blive mindre, hvis vi får en handelsaftale med ud af EU. Men det kræver, at vores politikere snart arbejder for Storbritanniens bedste og ikke deres egne politiske karrierer. Det er, som om de har ikke en anelse om, hvad der er på spil for os".

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle