Christine har oplevet det, ingen ønsker at opleve nogensinde. Hun mistede 8. januar i år sin forlovede Svend, mens han var på arbejde i stalden. Pas nu på sikkerheden i landbruget, lyder hendes indtrængende appel.
Dette er en fortælling om historien bag en af de dødsulykker i statistikken, hvor en landmand mister livet under arbejde i landbruget. Når vi hører om endnu en ulykke siger vi: Åh nej, ikke nu igen!
Det er dybt tragisk, når det sker. Helt uforståeligt og uretfærdigt. Og der er sørgende efterladte bag hvert eneste tal i statistikken. En af dem er Christine Hansen Birkegaard, 25 år, og hun vil gerne berette om den dag, hvor hun mistede sin elskede Svend. For Christine har en stærk appel: Pas nu på hinanden, sæt tempoet ned, når du arbejder i landbruget. Det kan alt for hurtigt gå rigtig galt.
En helt almindelig dag
Gårdejer Svend Nygaard, 34 år, var tidligere formand for LandboUngdom. Den 8. januar i år, en helt almindelig tirsdag på bedriften i Glejbjerg, har Svend og hans forlovede Christine drukket formiddagskaffe sammen i stuehuset. Svend har, sammen med sin far, brugt formiddagen på at flytte nogle af bedriftens 200 malkekøer.
Minilæsseren er væltet
Senere vil Christine ud at sige hej til Svend. Hun går rundt på bedriften, men kan ikke finde ham, indtil hun går om til nogle kalvehytter for enden af en af staldene.
»Jeg vender mig om, og så ser jeg, at minilæsseren er væltet, og jeg kan se Svends gummistøvler stikke op ved rattet«, fortæller Christine.
Da hun finder ham, kan hun se, han er helt blå i hovedet. Hun råber efter hjælp, selv om hun ved, ingen kan høre hende.
Christine havde dagen forinden glemt sin telefon hos en veninde, så hun kan ikke ringe 112. Hun må cykle efter hjælp.
»Vores tætteste naboer er et ældre ægtepar, der altid plejer at være hjemme. Men da jeg kommer ned til dem, er de ikke hjemme. Jeg cykler videre til en anden ældre dame, og vi får så ringet 112. Jeg ved egentlig godt, det er for sent«, fortæller Christine, der er sygeplejerske.
Totalt i chok
Brandvæsen, ambulance og lægehelikopter ankommer til gården. Familie, venner og ansatte strømmer også til.
»Jeg er totalt i chok. Jeg sidder bare mest på trappen og kan ikke forstå, hvad der er sket«.
Ingen ved præcist, hvad der er sket for Svend. Han var alene, og man vil aldrig kunne få svar på, hvordan han endte livløs under minilæsseren. Lægens undersøgelse viste, at Svend var omkommet kort tid efter, at minilæsseren var væltet ned over ham. Uvisheden er det værste for Christine.
»Han er faldet sidelæns ud, og minilæsseren har lagt sig oven på ham. Derfor stikker hans ben op gennem førerhuset. Jeg tænker jo også på, hvad der mon var sket, hvis han havde haft sele på. Der er jo sele i sådan en minilæsser. Man kan ikke lade være med at tænke på det«.
Sæt tempoet ned
Når Christine vælger at fortælle sin hjerteskærende historie, er det for at kæmpe for, at der sker færre ulykker i landbruget.
»Folk må for pokker lære af det her. Det må ikke kunne ske igen. For det er det mest forfærdelige, jeg nogensinde har oplevet. Kan jeg bare forhindre én ulykke, vil jeg være glad. Det er alvorligt, at der dør så mange i landbruget«, siger Christine.
»Vi snakkede meget om sikkerhed. Vi havde hele tiden en dialog om, hvordan det kunne være mere sikkert for Svend, for medarbejderne og for mig at være på bedriften. Men Svend have også en teori om, at hvor der er fladt, der må der løbes. Han havde altid travlt og havde gang i mange ting. Og sådan er der nok mange landmænd, der er«.
Og det er netop tempoet i arbejdet, som Christine håber, landmænd vil tage op til overvejelse. »Det er jo ligemeget, om kan kommer lidt senere ind fra arbejdet. Bliver maden kold, ja så kan den nok varmes igen. Det er ikke de 10 minutter, der er afgørende, men det kan betyde, det hele kan gå gruelig galt«.
Livet skal gå videre
Nogle vil nok spørge, hvordan Christine får livet til at gå videre og stå frem med sin beretning så få måneder efter, hun har mistet sin Svend. Men hun har fået en fantastisk opbakning fra familie, venner, sin læge og en psykolog. Og så især støtte fra LandboUngdom, hvor de begge var aktive medlemmer. Og når hun ser andre fra f.eks. LandboUngdom, håber hun, at de vil have modet til at snakke med hende.
»Lige meget, hvad folk siger, gør det ikke, jeg får det mere forfærdeligt. Jeg kan ikke få det værre. Jeg vil gerne, at folk kommer til mig«, siger Christine, der håber, hun kan møde andre, der også har været ude for situationer, der minder om hendes, så de kan støtte hinanden. Der er jo også et liv efter stærk modgang.
