Udvalgt til weekend: Danskejet kæmpefarm i Kina rydder staldene - 15.000 søer slagtet

Dansk direktør i Kina nægter at give op på trods af, at hærgen fra flere sygdomme har betydet milliontab og punkterede udvidelsesdrømme på den danskejede kæmpefarm, Scandinavian Farms.

Det var billeder af døde, formentlig pestramte grise, der kom flydende i en flod bare 30 km længere inde i landet, der fik overbevist adm. direktør Jørgen Lindberg om, at noget måtte gøres.

Da var det bare et spørgsmål om tid, før den afrikanske svinepest ville flyde med strømmen og ramme to af Scandinavian Farms’ i alt fire gårde i Kina, indså han.

"På de gårde får vi vores vand fra netop den flod, og da jeg så de billeder, vidste jeg, at vi måtte tænke i andre baner", fortæller direktøren.

Med syv år som svineproducent i Kina har Jørgen Lindberg ellers efterhånden prøvet lidt af hvert. Men de sidste syv måneder har uden tvivl været de hårdeste i hans tid i Østen.

Først tog det 21 uger - mod normalt 5-6 herhjemme - at få bugt med en usædvanlig ondartet omgang af virusinfektionen PRRS, og herefter ramte svinepesten i Kina.

"Den 19. august sidste år fik vi meldinger om et udbrud omkring 50 km fra os. Det var en hård uge lige efter, meget hård uge", lyder det fra Jørgen Lindberg, der fortsætter:

"Men man vænner sig til det. På et tidspunkt var jeg nødt til at sige til mig selv, at nu har vi taget alle forholdsregler, og så må vi bare forsøge at holde sygdommen ude, så godt vi kan".

Drastisk beslutning

Det er faktisk lykkedes at holde sygdommen ude, men den overhængende risiko fik alligevel bestyrelsen til at træffe en drastisk beslutning i starten af 2019.

To ejendomme ud af fire er blevet tømt, alle virksomhedens 15.000 søer sendt til slagtning og tilbage er nu bare 21.000 slagtesvin og 3.900 polte.

Det skal holdes op i mod, at Scandinavian Farms førhen producerede 350.000 slagtesvin om året og i 2018 luftede konkrete udvidelsesplaner, der ville bringe det tal op over det dobbelte. Planerne er sat på pause, og hele manøvren samt udbruddet af PRRS kommer til at vende et overskud på ca. 50 mio. kr. i 2017 til et underskud på ca. 100 mio. kr. i 2018 ifølge virksomheden selv.

"Det er en drastisk beslutning, men faktorer, som vi ikke selv kan styre, udgør nu så stor en risiko, at vi ikke kan fortsætte vores normale drift", siger Jørgen Lindberg, der understreger, at også den udfordring med PRRS og PED har været med til at forstærke beslutningen.

Den ene faktor er flodvandet, den anden er kinesiske råvarer til foder.

"Hen over jul og nytår fik vi at vide fra kinesiske kolleger, at vi ikke længere kan stole på, at råvarerne til vores foderfabrikker ikke er smittede. Og med 320 ton råvarer om dagen bruger vi så meget i så højt et tempo, at vi simpelthen ikke kan nå at teste det hele. Derfor har vi valgt at købe færdigblandet foder, der er varmebehandlet, for vi tør ikke andet. Men det giver selvfølgelig en merudgift", siger direktøren og tilføjer:

"Det er udfordrende forhold, vi arbejder under".

Myndigheder kæmper

Den store andel af såkaldte backyard-producenter i Kina samt smittet foder har gjort, at afrikansk svinepest i Kina er løbet ud af kontrol. De kinesiske myndigheder har indtil videre kæmpet forgæves med at at inddæmme sygdommen.

"Der bliver gjort meget fra myndighedernes side, og der er kommet mange tiltag, nye regler og standarder for transport. Lokale smågrisemarkeder og den slags er stoppet for længst, men det er stadig svært", siger Jørgen Lindberg.

Han forklarer, at mange farmer vælger at lukke ned, og at det er med til at sænke smittepresset, som lige nu er højt, men vil ebbe ud på sigt.

"Det er en stor udfordring at få sygdommen stoppet, men min erfaring er, at når man sætter sig noget for herovre, skal det nok lykkes for dem til sidst".

Skal op at køre igen

Indtil videre er ingen af Scandinavian Farms cirka 400 medarbejdere sendt hjem. Dels skal der nemles vaskes ned på de lukkede farme, dels vil Scandinavian Farms udnytte muligheden til at opdatere og renovere staldanlæg.

"Og de fantastiske kinesiske medarbejdere, vi har, vil vi gerne beholde og have klar til, når vi skal op at køre igen".

For det er planen at sætte gang i produktionen igen i slutningen af juli, hvor de knap 4.000 tilbageværende polte skal løbes.

"Indtil da har vi nu en mellemperiode, hvor vi skal have fundet løsninger på udfordringerne med foder og vand. Det arbejder vi benhårdt på nu, og vi giver ikke op".

Faktaboks

OM SCANDINAVIAN FARMS:

  • Startede i 2013 produktionen, da 600 danske avlssøer fra Danbred blev sendt til Kina.
  • Har fire farme omkring byen Lianyungang, der ligger i det østlige Kina 700 km syd for Beijing.
  • Bag Scandinavian Farms står en række danske ejere, som består af Brødrene Ewers, Henrik Hougaard, B. Møller Holding, Højvangen Private Equity, IFU og Vækstfonden, mens Jørgen Lindberg har en mindre aktiepost.
  • Virksomhedens mål har fra start været at have 20.000 søer og producere en halv mio. slagtesvin om året.
  • Omsætningen nåede i 2017 op på knap 350 mio. kr. 

Emneord

Top2

Relaterede

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle