Udvalgt til weekend: Det handler om at køre gården videre - ikke pengene

Christian Olesen har hjulpet to unge landmænd i gang med gradvis overtagelse af landbrug. Han kunne have scoret flere penge ved direkte salg, men penge er ikke alt.

Hvis han udelukkende gik efter at score profit, er strategien måske ikke den smarteste. Men penge er ikke alt, når man har bygget en virksomhed op og gerne ser den fortsætte.

Det mener 75-årige Christian Olesen, som for anden gang i sin landmandskarriere er ved at hjælpe en ung landmand i gang.

I 2011 hjalp han sin første kompagnon i gang med et I/S, og lige nu udlejer han en kvægbedrift til ukrainske Slava Kreitor, som håber på at kunne købe ejendommen, når lejeaftalen udløber i slutningen af 2020.

"Den sidste kiste, vi skal i, er ikke en pengekiste. For mig handler det ikke om at skrabe så meget så muligt sammen. Nu har jeg været med til at bygge to bedrifter op, og jeg vil allerhelst, at de kan fortsætte", fortæller Christian Olesen.

En håndsrækning

For at lette generationsskiftet på den nuværende ejendom har Slava Kreitor forpagtet besætning og bygninger og købt maskinerne. Christian har udlejet jorden, og han har bl.a. hjulpet Slava Kreitor med at finansiere grovfoderet, da lejeaftalen gik i gang.

"Hvis han skulle købe foderet, ville det give et stort træk på kassekreditten, og jeg ville alligevel ikke få renter af pengene i banken. Så var det bedre, at han startede lidt blidere, og jeg får pengene løbende", forklarer Christian Olesen.

Hvis der skal et sælgerpantebrev til, for at ejerskiftet kan gå igennem til næste år, er den erfarne landmand heller ikke afvisende over for det.

"Det er jo benhårde krav, de nyetablerede mødes med fra kreditgiverne. Der må vi ældre hjælpe lidt på vej, hvis vores bedrifter skal fortsætte", mener Christian Olesen.

Give erfaring videre

Når lysten til at hjælpe nye i gang vejer tungere end selv at score den størst mulige profit, hænger det også sammen med, at Christian Olesen selv kom i gang med hjælp fra en rutineret landmand.

Han startede selv med at forpagte ejendommen, som han var fodermester på, og overtog den helt efter nogle år.

"Det var en rigtig god måde at starte på, for det gik lettere med pengene, når vi startede med at forpagte, og jeg havde stadig den tidligere ejers erfaring at trække på. Det er den oplevelse, jeg gerne vil give videre", siger Christian Olesen.

I dag nyder han at hjælpe til på bedriften nogle timer stort set hver dag, hvor han tager sig af forefaldende opgaver.

"Og så kan jeg jo ikke sige mig fri for at give et godt råd eller to, når jeg bliver spurgt", siger Christian Olesen grinende.

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle