Udvalgt til Weekend: "Hvis jeg skulle vælge i dag, så ville jeg være landmand"

Ingen i femte klasse på skolen i Toreby lægger mærke til, hvad Anne har med i skole. Begravet dybt i skoletasken under skolebøger, madkasse og penalhus ligger farens øremærketang. Her, før nogen har tænkt på plastic-øremærker, må man med et par præcise klip med tangen i kalveøret lave et identifikationsnummer ud fra et helt bestemt kodesystem. Det er den tang, Anne har snuppet og lagt i sin skoletaske.

Og hvis nogle af kammeraterne havde opdaget tangen, ville det såmænd bare have passet fint ind i billedet af forpagterens datter fra Fuglsang Gods. Pigen, der lige fra hun kunne gå, er travet i hælene på sin far og har insisteret på, at »jeg er med for at underholde dig, far«, og nu hellere tager direkte hjem fra skole for at hjælpe med at passe køer og køre traktor i stedet for at lege med klassekammeraterne.

At tangen overhovedet er endt i skoletasken, skyldes, at en af de ansatte dagen før har kludret gevaldigt og klippet en forkert talkombination i et kalveøre. En fejl, der nu ikke lader sig ændre.

"Jeg plejede at tjekke numrene, når jeg kom hjem fra skole, og det irriterede mig, at nogen havde sjusket med det. Så jeg var nødt til at sikre mig, at det ikke skete igen, og derfor tog jeg tangen med i skole", fortæller Anne Arhnung.

Køer og kammermusik

Øremærketangen har Anne Arhnung liggende hjemme i sin villa i Hellerup som et minde om opvæksten på godset Fuglsang. Hendes forældre og før dem bedsteforældrene forpagtede 500 hektar jord tilhørende Fuglsang Gods, der er ejet af fonden Det Classenske Fideicommis. Beliggende i den østlige ende af Lolland er man på Fuglsang ikke helt så velsignet med frugtbar lerjord som længere ude mod Vestlolland, men det er der nu ingen, der klager over. I hvert fald ikke, hvis der er jyder til stede. Ser man bort fra umådelige mængder flintesten, er det på alle måder et gavmildt og smukt hjørne af Danmark.

I Annes barndom er Fuglsang et livligt sted. Godset er et kunstner-refugium, og Anne vænner sig til at skifte fra gummistøvler og kostald til pæne sko og kammerkoncert i hovedbygningen på få minutter.

"Fuglsang var et fantastisk sted at vokse op med det bedste fra to verdener. Jeg vil altid tænke på det som mit".

Tilværelsen for forpagterparret Kirsten og Hans Arhnung og deres to børn, storebror Henrik og lillesøster Anne, er meget lig den, man som selvejende landmænd har rundt om i landet. Man passer på sine bygninger, dyr, maskiner og jorder som enhver anden. Større investeringer skal aftales med fonden, men i det daglige er der ingen forskel.

"Da jeg blev ansat i Landbrugsraadet og fortalte, at jeg kom fra en gård, og at min far var forpagter, har jeg måttet høre for, at vi ikke var rigtige landmænd. Alt, hvad man talte om, var selveje. Men man kan altså godt have et godt liv og tjene penge som forpagter", siger Anne Arhnung.

Til eksamen

Der er nu alligevel en afgørende forskel på at være selveje-landmand med slægtsgård og så en gods-forpagter. Også selv om forpagtningen som for familien Arhnung strækker sig over to generationer. Hvert ottende år, når forpagtningsaftalen skal genforhandles, er forældrene til eksamen. Hvis aftalen ikke forlænges, må familien flytte og kun medtage det, som de selv har købt.

"Mine forældre var da nervøse hver gang, de skulle genforhandle. Det er ikke anderledes end i dag, hvor banken kan bestemme, om man skal fortsætte eller ej, men for os var det en tilbagevendende ting".

I 1999 er det slut og ikke med forældrenes gode vilje. Fonden har et par år forinden besluttet sig for at slå flere forpagtninger sammen og drive nogle af godserne selv, og et stort antal forpagtere opsiges, deriblandt Arhnungs. En svær afgørelse for hele familien, og ikke mindst Annes far, der er født og opvokset på Fuglsang, har svært ved at forlige sig med tanken. Forældrene syntes, at det er lidt tidligt at stoppe her, hvor de er i begyndelsen af tresserne, men forliger sig med tanken, fordi yderligere otte år måske alligevel var for meget. Men sådan så Anne Arhnung ikke på det:

"Jeg havde det svært med, at mine forældre ikke skulle være på Fuglsang mere. I flere år efter havde jeg ikke lyst til at komme her. Det gjorde simpelt hen for ondt at se »mit« sted under forandring og ikke være en del af det".

Satser på det sikre

I dag har Anne Arhnung fred med, at Fuglsang er noget helt andet og viser med glæde stedet frem. Der, hvor hønsehuset og urtehaven lå, ligger i dag Fuglsang Kunstmuseum. I det gamle mejeri, hvor Anne spillede fodbold med sin storebror, er der koncertsal, og kostalden, der blev bygget op efter en brand i halvfjerdserne, er revet ned.

"Jeg tænker nogle gange på, om jeg selv skulle have valgt at fortsætte med landbrug", funderer Anne Arhnung, der efter et grundskoleophold på Ladelund vælger at uddanne sig som jurist i stedet.

"Hvis jeg dengang havde signaleret tydeligt, at jeg ville være landmand, havde mine forældre måske kunnet bevare forpagtningen, og jeg kunne have overtaget den. Havde jeg haft det mod og den viden, som jeg har i dag, ville jeg måske have satset anderledes. Så var jeg blevet landmand".

Usikkert forpagterliv

I dag er Anne Arhnung direktør i L&F og føjer sig ind i slægtens række af kvinder, der aktivt tager del i landbruget. Moren Kirsten, 82, var med til at handle korn »og hjalp med at sikre, at vi fik de rigtige priser«. Annes farmor var under 1. verdenskrig én af de første kvinder, der gik på landbrugsskole og først giftede sig som 37-årig med en fætter, der kunne love, at hun aldrig skulle lave mad, men kunne få lov til at arbejde med i mark og stald efter ægteskab.

"Mine forældre havde ikke nogen skarp holdning til, hvad vi skulle blive til. De var mest optaget af, at vi skulle opføre os ordentlig og behandle alle mennesker lige. Men de havde nok også svært ved at råde mig til at satse på landbrug, fordi der ikke var nogen garanti forbundet med forpagtningen. Derfor satsede jeg på en anden uddannelse og endte med ikke at sende et tydeligt signal om, at det var landbruget, jeg helst ville".

"Min mor ville nok være mest tilfreds, hvis min bror var mekaniker, og jeg var bankassistent i Nykøbing. Så var vi tæt på. Men jeg tror nu, hun er glad på mine vegne. Jeg er et godt sted i dag".