Opvokset på en gård i Vestjylland med både svin og kvæg lærer Martin Merrild hurtigt, at arbejde er en nødvendighed og ubetalte regninger roden til alt ondt.
Martin og hans to år yngre bror, Poul, er altid i sving. Selv om der også er tid til at lave huler, bygge cykler og tænde bål, kan de være stensikre på, at faren vil sætte dem i sving, når han får øje på dem. Med køer og søer, 40 tønder mark og 16 tønder eng er der meget at lave. Selv om mekaniseringen af landbruget tager fart, overvejer familien Merrild hver investering nøje. Først skal pengene tjenes.
"Altså, hold da kæft, hvor var der meget arbejde. Det var arbejde, arbejde og arbejde. Bare roerne. De skulle hakkes, tyndes, renses, toppes og tages op og læsses på og af med en greb. Om sommeren kørte vi græs ind til køerne, selv om de også kom ud på græs. Alle køer blev malket efter med hånd. Min far lå altid nummer to i kontrolforeningen. Det kom ikke af sig selv", fortæller Martin Merrild.
"Det var ikke sådan, at jeg synes, arbejdet var træls. Sådan var det også for alle andre. Men som dreng tænker man jo engang imellem, om alt det arbejde da aldrig slipper op. Min bror og jeg drømte en gang imellem om, at vi kunne holde fri en lørdag. Men min far havde altid noget, som vi skulle lave", fortæller Martin Merrild og mindes drengenes drøm om en frontlæsser, der kunne erstatte greben:
"Vi plagede om den her frontlæsser, men min far spurgte bare, om vi vidste hvad sådan en kostede, og hvor pengene skulle komme fra. Man kunne bare ikke købe noget, som man ikke havde råd til".
Kostald uden kurssikring
Martin Merrilds fødehjem ligger i det flade landskab øst for Vildbjerg på vejen mod Herning. Med veldrænet sandjord på lerunderlag er jorden ikke dårlig, men man får på den anden side heller ikke noget foræret. Ingen kan leve af ren planteavl, og på alle gårde er der både køer og svin. På den måde adskiller familien Merrild, der består forældrene Laust og Ruth, de to sønner og en efternøler-datter, sig ikke fra andre af datidens landmænd. I køkkenet er der "kun koldt vand, to gasblus og en gasovn", men langsomt sniger moderne bekvemmeligheder sig dog ind, efterhånden som der blev råd til det.
"Vores levestandard var som alle andres. Selv om pengene var små, var det ikke noget, vi tænkte over. På skoleudflugter var der prestige i at have flest penge med. Jeg var ikke ham, der havde færrest med, men jeg var altid ham, der havde flest med hjem. Det sad dybt i os, at vi skulle passe på de penge, vi havde".
"Det satte en skræk i livet på min far, da han i 1961 skulle bygge ny kostald. Dengang kunne man ikke kurssikre lån, og renterne steg, og kurserne faldt, inden vi var færdige med at bygge. Så der blev ikke råd til udmugningsanlægget, selv om kanalerne var gravet. De lå bare under staldgulvet, og det varede flere år, før de kom i brug. Det gjorde et stort indtryk på mig".
Økonomi og politik
I hjemmet hos familien Merrild er man optaget af økonomi og politik. Laust Merrild er medlem af bestyrelsen i den lokale landboforening og på et tidspunkt flirter han med foreningen Landbrugets Fællesorganisation, der med en kritisk holdning til det etablerede system er tressernes svar på nutidens Bæredygtig Landbrug.
"Jeg vil mene, at vi var lidt mere politisk interesserede end gennemsnittet", siger Martin Merrild, der allerede som 16-årig er med til generalforsamling i landboforeningen.
Og så bliver der snakket meget økonomi hjemme hos Merrilds, der sætter en ære i ikke at have ubetalte regninger. Noget der også bliver bemærket af det lokale dagblad, der på et tidspunkt bringer en artikel om regnskabskonsulenten og de to Merrild-sønner, der som teenagere er med til at gennemgå regnskaberne.
"Det er tankevækkende, at vi danske landmænd generelt har stor gæld sammenlignet med andre landes landmænd. Men vi er nok for lukkede om vores økonomi. Hvis vi havde åbne regnskaber som selskaber, så havde vi bedre mulighed for at sammenligne os med hinanden", siger Martin Merrild, der erkender, at man i landbruget har et ansvar for udviklingen:
"På landbrugsskolerne bliver de unge trukket rundt fra gård til gård med den ene maskinpark flottere end den anden. Men ingen kender økonomien bag de nye traktorer og nyplantede alléer. Det er med til at skabe uklare forventninger til økonomien i landbruget. Der er for lidt fokus på økonomi og sparsommelighed".
"Om jeg er blevet snusfornuftig af min opvækst? Måske. Jeg er i hvert fald aldrig gået fallit", siger Martin Merrild og mindes, da han på et tidspunkt får job hos en lokal maskinhandler.
"Jeg var nærmest i chok over alle de ubetalte regninger, som landmænd der på egnen havde. I min verden var det utænkeligt, at man købte noget, som man ikke kunne betale. Jeg vil ikke sige, at jeg aldrig har gjort noget dumt, men jeg har ikke stået med regninger, som jeg ikke kunne betale. Som landmand har jeg budt på en del jord, som jeg aldrig har fået købt, fordi jeg ikke bød mest".
Landmand lå i kortene
På kommuneskolen inde i Vildbjerg klarer Martin sig godt uden at lade sig overbebyrde med lektier. Og selv om arbejdet på gården fylder meget, er der ikke noget med at holde fri fra skole, når der skal høstes. Noget må der da også være hængt ved, og med årgangens bedste realeksamen i hus og et par udlandsophold overvejes en karriere som landbrugskonsulent.
Men de planer kuldsejler hurtigt. På HF i Herning skal de elever og lærere, der her i 1973 rent faktisk ulejliger sig i skole, "sidde og diskutere, hvilke lærebøger vi skulle bruge. Det var slet ikke mig".
I stedet bliver det agrarøkonomuddannelsen på Næsgaard Agerbrugsskole og et liv som landmand.
"Det var jo nok lidt givet på forhånd, at jeg skulle blive landmand. Og det har jeg bestemt heller ikke fortrudt. Det er på alle måder et godt liv".
"Det bedste ved min opvækst er helt klart den frihed, der var forbundet med livet på en gård. Vi børn blev ikke overvåget hele tiden. Mine forældre var ikke ligeglade, men de havde travlt med deres, og vi fik lært at tage ansvar for os selv. Jeg kan få helt ondt i hjertet af nutidens drenge, der bliver puttet i en institution og hele tiden får at vide, at de skal passe på. Der er ikke noget at sige til, at det går galt for mange", siger Martin Merrild.
Faktaboks
Martin Merrild
- Født i 1955 og opvokset i Vildbjerg. Bor i Hjerm ved Struer og har både kyllinger og mink på gården Feldborg.
- Siden 2012 formand for Landbrug & Fødevarer.
- Gift med Ulla og har fire voksne børn.
Vi har mistet noget fællesskab
- Landmandslivet var hårdt arbejde. I dag vil man påstå, at ingen mennesker kunne holde til det slid, men min far blev dog 92. Og så var der liv alle steder. Landbrug med familier, børn og karle. Der var meget nabofællesskab, hvor man købte maskiner, radrenser, mejetærsker, halmpresser og roeoptagere sammen og havde tid til at drikke kaffe hos hinanden. I dag er der jo ingenting. Præcis det med maskinfællesskaber udnytter vi slet ikke nok i dag.
Derfor blev det mink
- Det var nok nærmest en tilfældighed, at jeg ikke selv fik køer. Køerne har fyldt meget i mit barndomshjem, og jeg har arbejdet på kvægbedrifter i udlandet, og mit hovedprojekt på Næsgaard Agerbrugssskole handlede om køer. Da Ulla og jeg købte gården i Hjerm ved Struer på tvangsauktion, var der ingen dyr. Men på en af nabogårdene her i Vildbjerg havde de mink, og jeg fik det indtryk, at minkavlerne havde et godt liv. Så derfor blev det mink, da vi skulle have dyr.
