Udvalgt til weekenden - Landmand: Dakas store biler belaster små landmænd

To døde får ligger uafhentede ved et populært udflugtssted på Fyn. Dakas nye flåde af store trækker/trailer-biler diskriminerer små landmænd og naturplejere, mener Henrik Drud Christiansen.

Den blå kadaverkappe over de to opsvulmede, døde får er det synlige udtryk for striden mellem landmand Henrik Drud Christiansen, Marslev, og Daka SecAnim.

Virksomheden opererer i hele Danmark og har siden 2012 haft monopol på at hente døde dyr fra landbruget .

Men Henrik Drud Christiansens dyr har ligget i folden i det kuperede område ved Frøbjerg Bavnehøj, Fyns højeste punkt, i mere end to uger. For den fynske landmand og naturplejer kan ikke blive enig med Daka om betingelserne for afhentning.

Imens hæver den blå kappe sig lidt mere dag for dag, efterhånden som forrådnelsen skrider frem.

To får bidt ihjel

Henrik Drud Christiansen driver naturpleje for Naturstyrelsen flere steder på Fyn, bl.a. her i det fredede område ved Bavnehøj, hvor han har 30 moderdyr fordelt på to folde.

23. december fandt han det første får på Bavnehøj bidt ihjel, fomentlig af hunde, et par dage efter det næste. Begge blev staks meldt til Daka.

Bruger hundeforspand

Henrik Drud har slidgigt i ryg og nakke og har ikke traktor eller andet materiel på stedet, da han bor 40 km væk.

Derfor har han brugt sine to danske spidshunde som trækdyr, og har på den måde bugseret de døde får ind fra naturarealet og frem til grusvejen, der fører forbi folden.

"Hundene får seletøj på, og så binder jeg snore om bagbenene på fårene. De glider på ulden hen over græsset", forklarer Henrik Drud Christiansen.

Ulvemand har flået får

Nu ligger de to får under den blå Daka-kappe lige inden for indhegningen, hvor de blodige kroppe, som anes, er et drabeligt syn for forbipasserende.

Det ene får er delvist flået af Naturstyrelsens ulvemand, som vil være helt sikker på, der ikke skulle være en fynsk ulv, der har listet sig over Lillebæltsbroen til Fyn.

"Men de tror nu, det er hunde".

Daka ikke tilfreds

Men placeringen af de to får er ikke godt nok for Daka.

Virksomheden forlanger, at Henrik Drud skal transportere kadaverne videre, de 140 meter ned ad grusvejen til parkeringspladsen for foden af bakken.

De mener, det er for svært for Dakas chauffører at hente fårene ved folden. De skal bakke de store lastbiltrækkere tilbage ned ad ad den hældende vej uden vendeplads. Den øvelse er kun for absolut viderekomne chauffører, siger Daka.

De vil ikke hente fårene før de er bragt ned til P-pladsen og har foreslået, at Henrik Drud Christiansen benytter en smågrisecontainer.

Men det krav afviser Henrik Drud Christiansen.

Turister og ishus

Hen henviser til, at Naturstyrelsen, som han har kontrakt med, ikke vil have døde dyr liggende ved parkeringspladsen, hvor der er offentligt toilet, ishus og billetsalg til de lokale festspil.

Desuden kan han ikke se, hvordan han langt hjemme fra med slidgigt og uden ansat hjælp eller materiel skal kunne løfte de døde får op i en container, endsige opfylde diverse veterinære og sikkerhedsmæssige krav om sikker transport på offentlig vej og vask og desinfektion af en smågrisecontainer.

"Der er kun koldt vand på det offentlige toilet, og jeg kan slå et barn ihjel med den container, hvis den triller fra mig".

Store biler er problemet

Henrik Drud Christiansen mener, at Daka selv har skabt problemet med at køre helt op til fårene, i og med de har skiftet deres tidligere, mere manøvredygtige lastbiler ud med enorme sættevogne.

Den ensidige satsning på store trækker/trailer lastbiler diskriminerer i hans øjne mindre landmænd og naturplejere som ham selv.

Og da han driver naturpleje seks steder på Fyn med både køer og får, forudser han, at det ikke bliver sidste gang, han får problemer med at få hentet selvdøde dyr.

"Hvis en af mine køer i Otterup Mose falder død om, vil jeg skulle trække den med en traktor ad en lang grusvej og lægge den ved en offentlig P-plads i nærheden af et boligområde. Jeg siger dig: Det vil da give ballade!"

"Det var da lettere for Daka, hvis de kun skulle ind på de større steder. Vi små er til ulempe for dem, ingen tvivl om det. De vil sikkert helst være fri for os. Men jeg siger: de har monopol, så de har afhentningspligt".

Fynsk formand bakker op

Henrik Drud Christiansen får opbakning hos Ib W. Jensen, formand for Fyns Familielandbrug.

"Daka er nødt til at finde pragmatiske løsninger, så også mindre landmænd kan få hente deres dyr. Når jeg selv får leveret gødning, kører leverandøren f.eks. som regel med en forvogn med hænger. Hvis de så ikke kan vende eller bakke, nøjes de med forvognen. Det kunne Daka også have valgt".

Ib W. Jensen mener heller ikke, det vil være rimeligt at forlange, at Henrik Drud Christiansen har f.eks. en traktor med frontlæsser holdende på stedet, når han bor på afstand.

"Han kan ikke køre det halve kongerige rundt i en traktor. Egentlig skal man jo klappe i hænderne fordi, der er nogle mindre landmænd, der vil lave naturpleje. Det er ikke en opgave, folk står i kø for at løse og der er ikke de store penge i det".

Monopol forpligter

Også direktør Børge Sørensen, Landbrugsrådgivning Syd, mener, at der gælder særlige forpligtelser for virksomheder med monopol.

"Vi har mange og gode veje i Danmark, men vi har også udkanter. Vi skal ikke asfaltere hele Danmark og alle markveje, fordi Daka kun vil hente døde dyr i store sættevogne. De må kunne anvende nogle mindre køretøjer, når forholdene kræver det", siger Børge Sørensen.

"Det er klart, at Daka har en forretning, der skal køre, og at de ønsker at drive den så effektivt som muligt. Men de skal også være bevidste om at skabe fornuftige forhold for kunderne i lyset af, at de er alene i markedet".

Daka: Store biler billigere

Daka har ikke ønsket at medvirke i et telefoninterview om konflikten med Henrik Drud Christiansen, men har fremsendt en række skriftlige kommentarer med følgende pointer fra transportchef Jesper Visby.

"Det drejer sig i den konkrete sag om vanskelige afhentningsforhold, der gør det risikabelt at tilgå med vores lastbiler".

"Dakas valg af lastbiler sker ud fra et ønske om at skabe så konkurrencedygtige priser for alle vores kunder som muligt".

Han forklarer, at Daka har mere end 1.800 afhentningsstop hver dag, kontinuerlig effektivisering af transporten er en nødvendighed for at holde priserne nede.

"Generelt finder vi som regel sammen med vores kunder pragmatiske, ikke-omkostningstunge, løsninger".

Måske kompromis

Et muligt kompromis tegnede sig netop ved redaktionens slutning med Naturstyrelsens mellemkomst:

En anden af styrelsens forpagtere vil lade ham og hans hundespand slæbe dyr tværs over sit naturareal, så han kan skyde genvej ned til vejen længere fremme og undgå offentlig vej.

Henrik Drud har ikke noget alternativ til aftalen men fastholder sin principielle kritik.

Relaterede

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle