Ugen på spidsen: Big Data på arbejde i rapsmarkerne

Alle taler om Big Data, men endnu kniber det med de gode eksempler på, at de mange data gavner landmandens bundlinje. Gradueret gødskning af raps ved første tildeling kan måske blive et gennembrud.

For mange landmænd virker det uendeligt fjernt, når satellitter tålmodigt og vedvarende kredser om jorden og tager billeder og indsamler data.

Det virker da også ret vildt, at man ud fra billeder taget fra rummet kan genere tal, som kan bruges til at graduere gødskningen på sine marker eller til bestemme dosis af planteværnsmidlerne i sprøjten.

Indtil videre går det rigtig godt med at generere data. Meget af dette arbejde kan trygt overlades til teknologien, som med imponerende præcision sætter enorme mængder tal på det man ønsker registreret.

Problemerne eller udfordringerne opstår, når man skal have de mange tal omdannet til noget, der på en enkel måde kan omsættes til operationer i marken, som forbedrer landmandens bundlinje.

Gradueret gødskning

Mange landmænd har stiftet bekendtskab med CropSat.

Ved at gå ind på CropSat.dk kunne man i sidste vækstsæson finde sine marker, og se billeder der viste, hvordan afgrøden udviklede sig forskellige steder i marken hen over vækstsæsonen.

Ud fra disse billeder kunne man graduere gødskningen i et forsøg på at øge udbytterne.

I år er der skruet yderligere op for blusset under CropSat. Ud fra målinger af vegetationsindekset i 7.500 vinterrapsmarker i Danmark i efteråret 2016 har Seges lavet en køreplan for, hvordan første gødskning af vinterrapsen kan gradueres.

Det sker ud fra målinger af vegetationsindekset i felter på ti gange ti meter i rapsmarkerne.

I de felter, hvor rapsen ikke var så veludviklet i efteråret, sendes afgrøden af sted med et ordentligt skud kvælstof tidligt i foråret, mens der felter, hvor rapsen var kraftig i efteråret holdes igen med kvælstof gødningen.

Seks mio. felter

Umiddelbart lyder øvelsen ret enkel. Men der er faktisk tale om vegetationsmålinger i svimlende seks mio. felter.
Derfor kan man være helt sikker på, at gradueringen er fagligt korrekt i alle tilfælde.

Men man kan også være sikker på, at det nye system til at graduere gødskningen ved første tildeling af rapsen er bedre for bundlinjen, end hvis man gødede marken ens over hele arealet.

Gradueret gødskning er blot et eksempel på, hvordan man ved at kaste sig ud i brugen af Big Data kan opnå små landvindinger i forhold til at forbedre bundlinjen.

Den øvelse vil helt sikkert accelerere i fremtiden.

Men det kræver, at de mange data bliver omsat til brugbare løsninger - og at landmanden gør sig sine egne erfaringer, så Big Data kan omsættes til Big Business for den enkelte landmand.

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Mark Plus "Ugen på spidsen" sætter Merete Hattesen og Lars Kelstrup, journalister og markfaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinet MARK og Mark Plus, planteavlsugen i perspektiv.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.