Ugen på spidsen: Er vi på vej ind i en ny nedtur?

Produktionen af svin i Europa og USA stiger. Får det konsekvenser for den danske svineproduktion?

Der er flere spørgsmål end svar i denne artikels overskrift og underrubrik. Men det er jo som bekendt også svært at spå om fremtiden.

Når det gælder udviklingen for slagtesvinenoteringen, så er der imidlertid nogle fakta, vi ikke kan komme uden om.

Prisen på grisen afhænger i meget høj grad af forholdet mellem udbud og efterspørgsel, og historisk har prisudviklingen på svinekød bevæget sig i nogle priscykler som følge af netop balancen mellem udbud og efterspørgsel.

Når vi har oplevet en god periode med relativt høje noteringer, så får flere svineproducenter i både Danmark og udlandet mod på at producere flere slagtesvin. Det øger udbuddet, og hvis ikke efterspørgslen er fulgt med op, så er der grundlag for faldende noteringer.

Det er det billede, der tegner sig for tiden.

Udbuddet er stigende. Det kan vi se på de seneste tal fra blandt andet USA, hvor eksporten af svinekød i november har været rekordstor.

Amerikanerne har bygget nye slagterier, og de forventer stigende faringer de kommende måneder. En svinetælling viser således en fremgang i antal dyr på tre-fire procent.

Det øgede amerikanske udbud kan i kombination med en lav dollar givet problemer på verdensmarkedet for de europæiske eksportører - herunder Danmark, der også eksporterer en betydelig mængde svinekød ud af Europa.

I Europa er tyskerne også på banen med en svinetælling, og den vidner om fremgang for vores sydlige naboer.

Det samlede antal svin er tilbage i november opgjort til 27,5 mio. styk - en stigning på ene procent i forhold til maj 2017 og november 2016.

Soantallet er ændret på 1,9 mio. styk, og dermed kan det konstateres, at soholdene ikke overraskende har øget deres produktivitet.

Hvis de øvrige betydende svineproducerende lande i Europa kan levere samme fremgang, så vil udbuddet uden tvivl blive større end efterspørgslen - og så kan en regulær nedtur være en realitet.

De fleste danske svineproducenter må så håbe på, at fx Danish Crown begynder at levere på deres plus 60 øre-strategi, så noteringen kan holdes i et fornuftigt leje.

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Svin Plus, "Ugen på spidsen", sætter Morten Thomsen og Søren Tobberup Hansen, journalister og svinefaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinet Svin og Svin Plus, svineugen i perspektiv.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle