Ugen på spidsen: Flere farestier eller færre søer, tak

Enten er farestalden for lille, eller også mangler der smågrisepladser. Sådan er situationen i rigtig mange sohold.

Faktum er, at svaret på stigende kuldstørrelse, naturligt er flere ammesøer. Det presser diegivningstiden for den enkelte pattegris, som igen presser fravænningsvægten i uheldig retning. Det viser sig som faldende fravænningsvægt.

Hvor man tidligere naturligt omtalte fravænningsgrise som 7 kgs grise, er man nu tit tilfreds blot man kan nå 6 kg.

Det afføder en række andre problemer - eller udfordringer som det hedder på nu-dansk: Større behov for babystalde, ammetanter, mælkeanlæg, merarbejde, større vægtspredning og nok også større behov for dyrt smågrisefoder.

Nogle smågriseproducenter går med held den modsatte vej. Når effektiviteten stiger skærer de ned i antal årssøer eller etablerer flere farestier.

8,5 kg ved fravænning

Forleden besøgte jeg en besætning med fem ugers fravænning og 14 dages holddrift. De havde rigeligt med farestier, faktisk 33 procent i forhold til årssøer.

Måske har det været dyrt i etablering, men til gengæld kunne de præstere fravænnigsgrise med en gennemsnitsvægt på 8,5 kg.

De opretholdt et pristillæg på deres grise ved salg, netop fordi de var store og derfor lette at starte op for aftageren.

De undgik mange af de flaskehalse andre besætninger står i til daglig med pres på fravænningsvægten og stagnerende tilvækst efter fravænning.

Jeg tror, at mange skaber sig unødige problemer ved ikke at skære lidt i antal årssøer, når  effektiviteten stiger.
Jeg tror ikke nødvendigvis, det økonomiske regnestykke bliver ringere af at skære i antallet af årssøer i takt med at effektiviteten stiger.

Det er i hvert fald en tanke og et regnestykke værd at overveje flere farestier eller færre søer.