Ugen på spidsen: Gult kort er strammet 22-30 procent

Siden gult kort blev indført i 2011 er det strammet tre gange. Den fjerde stramning er planlagt til senere i år.

Uanset om man er tilhænger af gult kort eller ej, er det svært at komme uden om, at det har medvirket til en reduktion i forbruget af antibiotika i danske svinebesætninger.

Afhængig af metoden forbruget bliver beregnet med, kommer man frem til en reduktion på 15-20 procent siden 2011.

Siden indførelsen i 2011 er kravene blevet strammet i 2013, 2014 og igen i år.

Grænsen for søer var oprindeligt 5,2 ADD, men blev i 2013 ændret til 5,0 og året efter til 4,3. Senere i 2017 sænkes grænsen yderligere til 4,1. Det svarer til en reduktion på 22 procent.

En lignende stramning har smågrisene været igennem. Fra 28 ADD i 2011, til 25 i 2013, 22,9 i 2014 og så yderligere ned på 21,8 senere i år. Det svarer ligeledes til en reduktion på 22 procent.

Slagtesvin startede på 8,0 ADD og ender ved årets udgang på 5,6 ADD. Det er en reduktion på hele 30 procent.

Få besætninger

Det er relativ få svinebesætninger, der har været ramt af gult kort.

Siden ordningens første hele år (2012) og indtil 2016 har antallet af besætninger, der har fået gult kort, på årsbasis ligget mellem 28 og 61 besætninger.

Påbuddene som følge af gult kort gælder i ni måneder, så på et givent tidspunkt har mellem 20 og 50 besætninger været under gult kort. Det oplyser Fødevarestyrelsen.

To tilføjelser

Ud over de nævnte reduktioner kommer der to nye tilføjelser til gult kort, som svineproducenter skal forholde sig til i løbet af 2017. 

For det første indføres fra 31. marts 2017 en vægtning af forbruget. Tetracyklin vægter fra denne dato 1,2. Simple penicilliner, sulfonamider, trimethoprim og pleuromutiliner derimod kun 0,95. Øvrig antibiotika vægter fortsat 1,0.

Fra 29. september 2017 strammes vægtningen for tetracyklin fra 1,2 til 1,5.

For det andet kan en sodødelighed højere end 16 procent fra 1. januar 2017 også betyde gult kort. Sodødeligheden beregnes som et gennemsnit over 12 måneder.

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Svin+ "Ugen på spidsen", sætter Morten Thomsen og Søren Tobberup Hansen, journalister på LandbrugsAvisen og redaktører på magasinet SVIN, svineugen i perspektiv.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle