Ugen på spidsen: Kom så med de gode historier!
Flere landmænd burde spille ind med positive historier om sig selv og kollegaer.

Dæk nu de skyttegrave til, bak hinanden op og fortæl de gode historier igen og igen.

Budskabet var ikke svært at forstå, da mælkeproducent Søren Lund i sidste uge aflagde årsberetning til Syddansk Kvægs årsmøde.

Som flere andre pegede han på, at den interne skyttegravskrig i landbruget er skadelig for erhvervets image, og at man bør slutte fred med hinanden fremfor at skyde igen og igen.

Og jeg kan ikke være mere enig.

Det er ikke intern krig erhvervet har brug for at signalere overfor omverdenen. Tværtimod vil det formentlig øge anseelsen fra flere sider, hvis landmændene fremstod mere sammentømrede, uanset at de har valgt forskellige produktionssystemer og afsætningsmuligheder.

De frigjorte kræfter fra skyttegravskrigene kunne passende bruges til at fortælle langt flere af mange positive historier, som landbruget rummer.

Ligesom min kollega Torben Worsøe viste i sin samlede video fra 2017 , så mener jeg, at landbruget rummer et hav af arbejdssomme og risikovillige personer som med flid og omhu hver dag arbejder for at producere fødevarer med en kvalitet og en sporbarhed, som ikke fås andre steder.

Disse historier skal ud, og med sociale medier og smartphones er det ikke længere særlig svært. Jeg kender flere landmænd, som har facebooksider for deres bedrifter, og jeg har endnu tilgode at møde den første, som har haft en negativ oplevelse med at dele små begivenheder fra hverdagen. De fleste får overordentlig god respons og måske nysgerrige spørgsmål fra folk, som ikke kender landbruget, fordi der ikke længere er en landmand i den nærmeste familie.

Facebookgruppen ’Glade stilletter i landbruget’ er også godt eksempel på nogle, der forstår at fortælle nogle af de gode historier.

Forbrugerne vil gerne interagere og den mulighed bør flere landmænd tage til sig. Fortæl nu de gode historier!

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.