Ugen på spidsen: Så meget koster det at undvære triazoler

Det er svært at opgøre præcise tal for, hvor store tab et forbud mod brug af triazoler vil få. Men for en gennemsnitlig planteavler kan tabet blive på flere hundrede tusinde kroner.

Det er ingen tvivl om, at et forbud mod at bruge triazoler vil få meget alvorlige konsekvenser for landbruget. Men det er svært, at opgøre et præcist tal for, hvor dyrt det samlet set vil blive for landbruget.

Det skyldes, at der ved et forbud mod brugen af triazoler kun vil være få midler tilbage i for eksempel kornafgrøderne, og at de tilbageværende midler enten er strobiluriner eller midler, der egner sig til målrettet bekæmpelse af meldug.

Fælles for de tilbageværende midler er, at de ikke kan stå alene, når de mest tabsgivende svampesygdomme skal bekæmpes effektivt.

Derfor vil en opgørelse af tabet ved ikke at bruge triazoler være en vurdering ud fra, hvor store tab man får i de enkelte afgrøder, hvis man helt undlader at bekæmpe svampesygdomme.

De tal har vi.

Så meget koster det

I vinterhvede er det 500-600 kroner pr. hektar, i maltbyg og raps er det cirka 500 kroner pr. hektar og i rajgræs og sukkerroer er det 1200-1400 kroner pr. hektar.

I korn, rajgræs og sukkerroer, vil et forbud mod at bruge triazoler betyde, at det vil være særdeles vanskeligt at opnå en effektiv svampebekæmpelse med de tilbageværende midler. Derfor vil tabene ligge tæt på ovennævnte tal.

I vinterraps vil tabet dog næppe være så stort, da der kan bruges Pictor Active, Amistar og Cantus. På samme måde vil tabet i kartofler heller ikke vil være så stort, da der findes effektive svampemidler på markedet, som ikke indeholder triazoler.

Tabet på den enkelte ejendom vil derfor være meget afhængig af, hvor store arealer man han med de forskellige afgrøder. Derfor vil planteavlere også typisk få et større tab end for eksempel kvægbrug.

Triazoler i mange svampemidler

I LandbrugsAvisen som udkommer torsdag 15. februar har Lise Nistrup Jørgensen, forsker på Flakkebjerg, AU, regnet sig frem til at man, hvis har en bedrift med 200 hektar hvede, 150 hektar maltbyg, 100 hektar roer og 50 hektar frø, står til et nettotab på 300-400.000 kroner, hvis der indføres et forbud mod triazoler.

Det er derfor ingen tvivl om, at et forbud vil være et voldsomt slag for planteavlerne.

Går du etiketterne på dine sprøjtemidler i kemirummet grundigt igennem, vil du kunne se, at de seks triazoler difenoconazol, epoxiconazol, metconazol, propiconazol, prothioconazol og tebuconazol indgår som aktivstoffer i mange af midlerne. Det gælder blandt andet: Amure, Bell, Bumper, Ceando, Folicur Xpert, Input, Juventus, Opera, Orius, Proline, Propulse, Prosaro, Rubric/Maredo, Stereo, Viverda.

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Mark Plus "Ugen på spidsen" sætter Merete Hattesen og Lars Kelstrup, journalister og markfaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinet MARK og Mark Plus, planteavlsugen i perspektiv.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.