Ugen på spidsen: Sådan var min Svinekongres - hele haler, skrivekløe og Madsens bror

Svinekongressen anno 2017 blev rekordernes kongres med flere end 2.300 deltagere og bød på markante meldinger fra svinetoppen.

I år var fjerde gang under Landbrugsmediernes faner, jeg havde fornøjelse af at deltage i Svinekongressen.

Her godt en uge efter flere end 2.300 deltagere mødtes i Herning Kongrescenter til konres - i øvrigt ny rekord - er det stadig det forudgående årsmøde, der står klarest i min erindring.

Meldingerne fra Erik Larsen og Christian Fink Hansen om, at danske svineproducenter skal producere grise på baggrund af løsgående søer og hele haler, må være en overraskende melding for de fleste.

Jeg synes, udmelding er modig, for det vil komme til at koste ekstra at producere grise med hele haler. Men jeg er heller ikke et sekund i tvivl om, at det politiske pres er stort - for politikerne vil se handling på problematikken, der ikke rigtig har flyttet sig.

Hele haler på tværs af Europa

Erik Larsen sagde det flere gange til kongressen, at det for ham var vigtigt at få accept for vores produktion - og det skal ske gennem indgåelse af aftaler, hvor man kan stole på, at svineproducenterne også leverer.

Det, der nok ikke var så tydeligt på kongressen, er, at løsningen om de hele haler skal ske på tværs af de europæiske lande. Danmark kan naturligvis ikke tåle at gå enegang.

Budskabet om de hele haler var også vores tophistorie på den kongresavis, der gik i trykken midt på eftermiddagen og var klar til udlevering, da de sidste indlæg rundede kongressens førstedag af.

Jeg håber, at de fleste af jer fik et eksempler af avisen og fik læst nogle af vores små korte og forhåbentlig læsbare historier inden pis-øllen fra Roskilde Festivallen (den smagte da meget godt!) og den fornøjelige festmiddag tog over.

Zink og gigantproducent

Foruden en kongresavis bestod min tirsdag på kongressen af at overvære et indlæg af svineproducent Peter Juul Sørensen og LVK-dyrlægen Ida Friis Overgaard. Her fik tilhørerne en lektion i, hvordan man kan arbejde med fravænning uden zink. Løsningen fandt de ikke, men Ida opfordrede andre til at prøve sig frem.

Martin Lund Madsen fra MLM Group var mit andet indlæg på førstedagen. Et ganske interessant indlæg fra en gigant i dansk svineproduktion med 170.000 slagtesvin, der helt tydeligt ser sin virksomhed som en forretning ved blandt andet at kapitalisere nogle af sine værdier.

Hvem vil ikke gerne have solgt 150 hektar jord for 300.000 kr. pr. hektar, som Martin gjorde for ti år siden?

Sammen Martin Lund Madsen blev i øvrigt til stor morskab for deltagerne under festmiddagen midtpunkt, da komikeren Anders Lund Madsen udgav sig for at være hans bror fra København.

Trætheden meldte sig, så jeg sprang den sædvanlige pølsedyst over mellem Tican og Danish Crown, der havde kørt deres pølsevogne frem som natmad.

Varm stol

På Landbrugsmedierne satter vi jo på mange platforme, så andendagens første session gik min næse forbi, idet der skulle arbejdes med en artikel til nettet.

Men jeg lyttede pænt med, da de førnævnte Erik og Christian var med i det sædvanlige varme stol-arrangement.

Her bemærkede jeg Eriks ivrige argumenter for, at vi i Danmarks skal satse på flere slagtesvin, og Christians budskab om, at der er potentialer for mange producenter, når der er så stor forskel mellem top- og bundproducenterne.

Tilhørerne - og dem var der mange af - overraskede ved ikke at spørge yderligere ind til de hele haler, som de herrer præsenterede dagen i forvejen. Derimod var der diskussion om dyre andelsselskaber, smerte ved kastration og klimapåvirkning fra svineproduktion.

De to erfarne chefforskere aka Flemming Thorup og Gunner Sørensen var mit næste bekendtskab. De er altid garanter for nogle faglige indspark, der kan bruges på staldgangen. Thorup vil give glukose for at sparke liv i de mindste grise, og Flemming vil have producenterne til at opstramme deres huldstyring og give tre fodringer op til faring.

Jeg nød hvert øjeblik

Det - for mig - mest ventede oplæg kom efter frokosten, da den store topchef fra Danish Crown, Jais Valeur, gik på scenen og annoncerede, at koncernregnskabet bliver bedre end ventet. En uventet udmelding som krævede handling. Derfor brugte jeg resten af min kongres på at skrive om Jais Valeurs udmeldinger til en netartikel.

Nogle gange slutter ens kongres lidt brat - men jeg nød hvert et øjeblik. Det er imponerende, at kongressen - trods en reduktion i antal aktive svineproducenter - fortsat formår at tiltrække så mange deltagere.

Håber du også nød kongressen og fik et fagligt udbytte - det gjorde jeg.

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Svin Plus, "Ugen på spidsen", sætter Morten Thomsen og Søren Tobberup Hansen, journalister og svinefaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinet Svin og Svin Plus, svineugen i perspektiv.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle