Ugen på spidsen: Spiller du også golf med din kvægrådgiver?
Forholdet mellem en rådgiver og en landmand bør være som forholdet mellem en golfspiller og dennes caddy, mener en landmand.

Jeg ser mit sammenspil med min fagrådgiver, som parløbet mellem en professionel goldspiller og dennes caddy: Caddy’en skal altid være halvandet skridt bag golfspilleren og vide, hvilken bane der spilles på.

Caddy’en skal kende vejr- og vindforhold, kende banens forløb og kunne samle alle observationerne i en kalkule, som munder ud i en anbefaling på, hvilket jern der skal slås med, med hvilken kraft og i hvilken retning.

Caddy’en skal også acceptere, at det er golfspilleren, som slår til bolden. Ikke caddy’en. Og det kan ske, at golfspilleren vælger et andet jern eller at slå i en anden retning end anvist.

Sådan lød svaret til Michael Haahr Andersen, landbrugsdirektør for Jyske Banks sydlige landbrugsafdeling, da han tidligere på året spurgte en af sine kunder, hvordan vedkommende så på sammenspillet mellem landmand og rådgiver.

Michael Haahr gengav historien, da han var indlægsholder på en efteruddannelse for kvægrådgivere og kvægdyrlæger.

Historien kan give anledning til reflektioner i to retninger: Dels hvordan rådgivere agerer i forhold til landmænd, men så sandelig også den anden vej.

Rådgivningsarbejde og rådgivningsstruktur debateres med jævne mellemrum, og spørger jeg en håndfuld mælkeproducenter, hvilke forventninger de har til fremtidens rådgivere, får jeg ikke ét fælles svar.

Ugen på spidsen: Derfor sætter Coop fokus på økologiKvæg Onsdag 11. oktober 2017 · 09:09

Da jeg på et tidspunkt stillede spørgsmålet til Landmandspanelet i Magasinet Kvæg, antydede flere dog, som landmanden i Michael Haahrs eksempel, at rådgiverne skal kende banen og udfordringerne. I forhold til kvægrådgivning kunne det konkretiseres til lovgivning og nyeste forsøgsresultater samt solid viden om produktionsøkonomi.

Slå dog til

Historien kunne også perspektiveres i landmandens retning: Er det eksempelvis altid landmanden, som alene slår til bolden, eller har rådgiveren en hånd på jernet?

Spørgsmålet er aktuelt netop nu, hvor de fleste udarbejder budgetter for 2018. Nogle budgetter bliver til på initiativ fra landmanden, som selv lægger de første skitser, og som fører ordet, når budgetterne skal lægges frem for bedriftens samarbejdspartnere.

I den anden grøft er der budgetterne, som er en fremskrivning af det sidste budget eller årsrapport, hvor landmanden ikke aktivt tager stilling til, hvilke mål der skal sættes.

Sidstnævnte er ikke med til at fylde tillid i tanken, hvis man møder en bankmand som Michael Haahr Andersen. Det slog han fast på mødet.

Vil man være og virke professionel - uanset om man slår til bolde eller producerer mælk - skal man selv gå forrest. Kommer man i tvivl, vender man sig mod sin caddy, som har svar på rede hånd, lød det fra Michael Haahr Andersen.

Hvordan ser du dit forhold til din rådgiver? Hvem udstikker retningen og hvem slår til bolden?

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Kvæg Plus, "Ugen på spidsen", sætter Peter W. Mogensen og Claus Solhøj, journalister og kvægfaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinerne Kvæg og Kødkvæg samt Kvæg Plus, kvægugen i perspektiv.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.