Ugen på spidsen: Travlhed, overdreven selvtillid og uvidenhed er en farlig cocktail

Marts og april er de to farligste måneder i kvægbruget hvor tre ud af fem alvorlige arbejdsulykker sker. Men sådan behøves det ikke at blive ved med at være…

Normalt sover jeg ganske udmærket om natten. Men når jeg en sjælden gang har mareridt, handler det ofte om en af de gange, jeg var ved at komme galt af sted på mit arbejde. Ikke som kvægbrugsjournalist - her kan man højst få kaffen galt i halsen! - men tidligere som ansat i kvægbruget og som selvstændig mælkeproducent.

Jeg har fået min rigelige andel af spark, stangninger, klemninger og nedløbninger. De fleste gange skyldes det den uheldige, men typiske kombination for en ung mand af travlhed, overdreven selvtillid og manglende kendskab til håndtering af kvæg. Det har jeg kun mig selv at takke for.

Heldigvis slap jeg uden alvorlige skader. Men en tidligere arbejdsgiver blev faktisk siden hen slået ihjel af den jerseytyr, der gik ved kvierne om sommeren - og som vi alle anså for at være særdeles skikkelig og derfor ufarlig.

Farligt forår

Det, som jeg egentlig har det sværest med i dag omkring arbejdsulykkerne dengang, er at vi ikke er kommet så meget videre. Dengang var det ikke noget, der blev undervist i på landbrugsskolen eller snakket om på praktikstedet.

Kvægbruget er stadig den farligste del af landbruget med flest ulykker. Lige nu, marts-april, er den allerfarligste tid med tre ud af fem alvorlige arbejdsulykker under håndtering af kvæg. Helt sikkert på grund af forårstravlheden.

Men i dag er der faktisk gode muligheder for at nedbringe antallet af alvorlige ulykker.

God investering

Arbejdsmiljøkonsulenterne i Skejby har gjort en kæmpe indsats med at analysere ulykker, lave instruktive videoer og afholde kurser med eksperter i dyrehåndtering for både landmænd, konsulenter og undervisere.

Så find videoerne på nettet (de ligger frit tilgængelige på LandbrugsInfo), saml medarbejderne på en regnvejrsdag, og tag så en snak om dyrehåndtering på bedriften og få lagt en linje for, hvordan sikkerheden højnes for både mennesker og dyr.

Den time er under alle omstændigheder hurtigt tjent hjem igen. For kyndig og sikker håndtering er også let og hurtig håndtering.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.