Ugen på spidsen: Tre ting der gør din svineproduktion robust

Robuste medarbejdere, robuste grise og robuste staldsystemer. Robust er et nyt modeord.

Robust er et dejligt ord. Der er noget solidt, positivt forbundet med det.

I 2017 er robust blevet brugt i nye sammenhænge som for eksempel robuste grise og robuste staldsystemer.

Jeg tror ikke, at der findes en præcis definition af ordet, når man bruger det i forbindelse med svineproduktion, så derfor kommer jeg med mit eget bud på en definition.

Tre ting kendetegner en robust svineproduktion:

Præsterer en høj fravænningsalder

Stalde uden flaskehalse

Alt ind/alt ud produktion

Høj fravænnningsalder

Høj fravænningsalder- og -vægt er efter min erfaring et vigtig led i at fravænne en robust gris, der kan klare sig unden zink og uden behov for medicinsk behandling.

Det kan godt være, at grise pr. årsso dykker en halv eller en hel gris ved en fravænningsalder på 30-32 dage fremfor 24-26, men omvendt er der rigtig mange områder af produktionen, der bliver meget lettere ved en lidt højere fravænningsalder: Mindre opsyn, billigere startfoder og færre behandlinger.

Ingen flaskehalse

I et staldsystem uden flaskehalse bliver man ikke nødt til at blande grise med forskellig alder.

Der er plads til at syge grise kan opstaldes adskilt fra raske, og at aldersgrupper ikke bliver blandet sammen.

Der er også en rest- eller bufferstald, hvor grise, der ikke er store nok til salg, kan blive opstaldet separat fra andre i stedet for at blive flyttet tilbage til næste ugehold. Det kræver en god styring af antal faringer at undgå flaskehalse.

Alt ind/alt ud

Ligegyldigt hvilken sundhedsstatus besætningen har, ligegyldigt hvilket effektivitetsniveau den ligger på og ligegyldigt hvilke sygdomme, der kommer i fremtiden, er det åbenlyst, at man ikke skal blande forskellige aldersgrupper sammen i en stald.

Det kan godt være, at man ikke kan køre besætningen 100 procent som alt ind/alt ud, men 90 procent er også værd at stræbe efter. Alt ind/alt ud giver desuden mulighed for rengøring mellem holdene.

For nylig hørte jeg en bemærkning om, at de fleste besætninger siger de praktiserer alt ind/alt ud, men at rigtig mange blander aldersgrupper sammen. Man fremstiller sig mere positivt, end der reelt er basis for.

Jeg ønsker alle en robust jul.

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Svin Plus, "Ugen på spidsen", sætter Morten Thomsen og Søren Tobberup Hansen, journalister og svinefaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinet Svin og Svin Plus, svineugen i perspektiv.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle