Ugen på spidsen: Udlev din drøm om kommabredpande og løgfrøer - 15 mio. kr. i naturpulje

Udlev din naturdrøm - få del i Naturfondens nye pulje på 15 mio. kr. til lokalt forankrede naturprojekter.

Jeg tror ikke, jeg kender nogen landmænd, der ikke elsker naturen - og nyder at opholde sig udendørs i det fri det meste af året.

Det skyldes nok ikke mindst, at de allerfleste landmænd er jægere, der går op i at have en spændende og varieret natur, der giver gode levesteder til vildtet og skønne naturoplevelser at færdes i.

Man kunne ellers godt forledes til at tro det modsatte, hvis man skulle tro på Danmarks Naturfredningsforenings smædekampagner, der egensidigt handler om landmænd, der sprøjter og gødsker til overflod, og sviner med naturens ressourcer uden tanke for andet end profit.

Men sådan ser livet bestemt ikke ud, når man vover sig ud i den virkelige verden på landet - midt i naturen.

Her passer de danske landmænd særdeles godt på naturen, og laver rigtig mange gavnlige tiltag - små som store.

Det kan være alt lige fra landmanden, der hele vækstsæsonen kører udenom fuglereden med unger, der ligger midt i marken. Til landmanden der tæller truede ugler og sætter uglekasser op. Til landmanden der planter marker til med skov, udlægger vildtagre og planter remiser - til landmanden der anlægger et stort vådområde på sin jord.

Der er utallige gode eksempler, og rigtig mange måder at berige naturen på.

Og jeg er rigtig glad for, at det er handlekraftige landmænd - og ikke Naturfredningsforeningens drømmende og nostalgiske medlemmer i storbyerne - der forvalter hovedparten af den danske natur.

15 mio til naturprojekter

Derfor vil det helt sikkert også glæde mange landmænd, at Den Danske Naturfond igen i 2018 udbyder 15 mio. kr. til lokalt forankrede naturprojekter, der kan gavne natur og biodiviversitet.

Den Danske Naturfond lægger vægt på, at projekterne skal have en konkret og målbar effekt for naturen - og skabe varige forbedringer.

Det kan være projekter, som giver en bedre naturpleje i et område, eller projekter som skaber nye naturarealer og flere levesteder for dyr og planter. Og gerne gør en indsats for de naturtyper og sjældne plante- og dyrearter, som har det svært. Men der gives også støtte til mere almindelig natur.

Projekter, der er lokalt forankrede og foregår i et bredt, lokalt samarbejde mellem ildsjæle, lodsejere, organisationer og myndigheder prioriteres højst.

Tidligere runde

I 2016 kunne man for første gang søge om støtte til naturprojekter hos Den Danske Naturfond. Dengang kom der 60 ansøgninger, hvoraf 18 projekter fra hele landet fik støtte.

Midlerne blev givet til at sikre, forbedre og udvide vigtige levesteder som heder, klitter, overdrev, kær, enge, søer og gammel skov.

I otte af de 18 projekter, der fik støtte i 2016, var lokale landboforeninger involveret. Projekterne modtog mellem 90.000 kr. og 1,5 mio. kr i støtte.

F.eks. modtog LandboNord 1,5 mio. kr. til et projekt, der skulle skabe mere sammenhængende levesteder til bl.a. den sjældne sommerfugl kommabredpande og løgfrøen. Og AgriNord modtog sammen med lokale lodsejere 789.000 kr. til at sikre og forbedre naturplejen i Tostrup Bakker mellem Aalborg og Nibe.

Naturfonden oplevede i den første runde stor lokal interesse og engagement for den danske natur. Og havde gode erfaringer med at give penge til lokale naturprojekter, hvor ildsjæle knoklede for at gøre en særlig indsats for naturen i lokalområdet.

Det er takket være de gode erfaringer, at der nu udbydes en ny pulje.

Der er ansøgningsfrist til naturpuljen den 5. februar 2018.

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Mark Plus "Ugen på spidsen" sætter Merete Hattesen og Lars Kelstrup, journalister og markfaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinet MARK og Mark Plus, planteavlsugen i perspektiv.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.